Oh So Quiet bygger på et fundament af min egen glæde ved at gå.
Jeg går rigtig mange kilometer, når jeg tilrettelægger en vandretur. En rute skal nemlig besidde nogle særlige oplevelseskvaliteter, som gør det lettere for gæsterne at lade sig opsluge af den smukke, storslåede natur.
Alle gode gange syv
Denne søndag i begyndelsen af juni går min researchtur til Tversted Plantage for at testgå en del af dag 3-ruten på efterårsruten Kjul Strand, Tversted. Jeg har forinden lavet nogle småjusteringer af ruten, som skal afprøves i virkeligheden.
Som tommelfingerregel skal jeg selv have gået alle de steder, jeg sender mine gæster hen.
Det hænger sammen med, at der er stor forskel på, hvad der kan lade sig gøre på kortet og hvordan en rute fungerer i virkeligheden. Måske ligger en sti i et indhegnet område, hvor der er forment adgang? Måske er stien helt groet helt til? Måske ligger den i nærheden af en støjende vej (NOT so quiet)? Eller måske er vejen bare uinteressant at gå?
Der kan vise sig mange overraskelser, når man går en rute for første gang, af både positiv og negativ karaktér. Derfor skal jeg nogle gange ud og gå i et område op til syv gange, før en rute sidder i skabet.
En god rute er skabt af vekselvirkningen mellem research på kort og fysiske gåture i området: indtegne, gå, justere, gå igen…
Tversted Klitplantage
Dagens tur tager afsæt fra p-pladsen ved Tversted Søerne.
På solskinsdage som i dag kan man opleve endog rigtig mange parkerede biler her; det er tydeligt, at det er et yndet udflugtsmål. Jeg behøver dog kun bevæge mig kort vej væk fra søerne, før jeg har stierne mere eller mindre for mig selv.
Turen går gennem Tversted Klitplantage, der er Nordjyllands ældste plantage. I midten af 1800-tallet var sandflugten så omfattende, at det kom på finansloven, at der skulle ydes støtte til at plante træer i klitterne langs kysterne. Det førte til, at man etablerede Tversted Klitplantage gennem beplantning med eg, skovfyr, ædelgran, birk og bøg.
Plantagen er som sådan ret klassisk, men her er alligevel en skøn stemning. Det hænger muligvis sammen med stiforløbene, der på en del af strækningen bølger op og ned i det let kuperede terræn. En snoet, organisk sti giver en helt anden stemning end en lang, lige vej, når man går.
Derudover er lyset anderledes i Tversted. Jeg fornemmer det særlige lys, som Skagen er kendt for. Ikke for ingenting kaldes Tversted i folkemunde for ”Lille-skagen” – Skagen ligger kun 33 kilometer herfra.
Tversted Søerne og Østerklit Stokmølle
Dagens rute tangerer Tversted Søerne, der er etableret gennem en opdæmning af bækløbet Hvarrebæk.
Man kan se opdæmningen fra sydvest-siden, hvilket er et pudsigt syn. Den idylliske skovsø afslører, at den er kunstig – nærmest som en teaterkulisse. Den vidner om en periode i historien, hvor natursynet var et andet end i dag: naturen skulle tæmmes og jorden udnyttes til landbrugsjord eller rekreative formål, ikke være vild.
Jeg følger blå rute til Østerklit Stokmølle, der er Danmarks sidste fungerende stokmølle. Navnet stokmølle kommer af at møllevingerne bæres af et stykke kraftig tømmer, kaldet en stok.
På den åbne slette omkring gården kan jeg danne mig et indtryk af det oprindelige kulturlandskab, som det så ud før plantagen blev anlagt. Her er utrolig fredfyldt på denne solrige søndag, hvor der ikke er en vind, der rører sig.
Kongensknapperne blomstrer og varmen flimrer på stien.
På eventyr
Jeg går via en skovvej tilbage til søerne, hvor jeg drejer jeg til højre og går langs søerne mod havet. Jeg skal igennem et sumpet område med høje siv, inden jeg når stranden.
En ældre mand sidder musestille på hug med sit kamera, mens jeg lister forsigtigt forbi og forsøger at undgå at lave unødig støj. Han hilser på syngende svensk og fortæller mig, at området er kendt for sine sjældne orkidéer. Han udpeger en lille, lilla orkidé for mig. Jeg ville aldrig have opdaget den selv, endsige vist, at den var særlig. Alligevel føler jeg mig sjældent beriget ved synet, da jeg går videre. Som at være blevet indviet i en hemmelighed. Det vækker min eventyrlyst.
Jeg lægger app’en med ruten fra mig, da jeg når stranden og går på må og få. Stranden er utrolig bred, måske på grund af lavvande? Sandet danner fine bølgemønstre med mørke striber efter småstenene, nærmest som en meteorregn. I horisonten kan jeg ane børn, hunde og voksne i strandkanten. Solen glitrer som diamanter i det let duvende Vesterhav.
Ahhh, jeg bliver ramt af årets første sommerfølelse. Følelsen af ikke at skulle noget og bare være til. Den følelse elsker jeg!
Resten af turen går via improviserede småstier og skovveje tilbage til parkeringspladsen. Da jeg når bilen, føler jeg mig på en gang afslappet og levende. Livet er godt og ruten er godkendt!
Læs flere blogindlæg om gåture
Afmærkede stier i Tversted Plantage
Fra parkeringspladsen ved Tverstedsøerne udgår 3 vandreruter.
Østerklit (blå rute) – ca. 7 km
Ad Tranevej går Østerklitruten først gennem skov med bjergfyr. I kanten står små forkrøblede egetræer bevokset med lysegrågrønt lav, der efterlader
en stemning af troldeskov. Fra Østerklit Stokmølle går ruten videre på kanten mellem klit og skov, forbi Skiveren Camping, til den 28 meter høje Ravklit, som oprindelig var en vandreklit. Klittens vandring stoppede da plantagen blev tilplantet.
Ravklit (rød rute) – ca. 3 km
Den korte rute, Ravklitruten, går både til Tverstedsøerne og Ravklit.
Turen til og fra Ravklit går malerisk gennem to alléer, enten på kanten af den tidligere vandreklit, med østrigsk fyr som espalier, eller gennem en allé
af ædelgran og sitkagran. Bemærk skovbundens farvemosaik med skiftende grønne farver fra den lysegrønne rensdyrlav til den mørkegrønne revling.
Hjorts Sø (grøn rute) – ca. 6 km
Den sydlige del af plantagen når du ved at følge grøn rute mod Hjorts Sø. Den første del af turen følger Plantørvej mod syd, inden den går ind i plantagen på stier omgivet af sitkagran, ædelgran og lærk. Turen til søen går ad Laurits Møllers Vej, hvor man drejer fra af Hjort Vej mod Hjorts Sø. I 1860 boede Chr. Hjorts syd for plantagen. Han fandt sig en kæreste i Østerklit. Den sti han trådte mellem sin bolig syd for plantagen og Østerklit i nord bliver kaldt Hjorts Vej og har givet navn til søen. Stien mod søen er smuk med åben slette på den ene side og gamle forkrøblede egetræer på den anden side. Bemærk også lyse-sivene langs stiens kanter. I gamle dage brugte man sivenes marv som lysvæge.
Fra søen går turen mod Ravklit videre gennem et bakket, tilplantet klitlandskab mod parkeringspladsen. På den sidste del af turen bliver vegetationen mere åben med spredte skovfyr og enkeltstående enebærbuske. Herfra kan du komme til naturlegepladsen via
en bro over den dybe grøft.