Hvad nu hvis det ikke er flere oplevelser, vi har brug for, men færre ting at forholde os til? I hverdagen skal vi hele tiden nå, købe, svare og huske. På en vandretur bliver opgaven til gengæld næsten komisk enkel. Du skal gå fra A til B, spise når du er sulten og sove, når dagen er slut. Resten kan vente.
Når der ikke er så meget at vælge imellem
En ny uge starter og med den følger alle planerne for de kommende dage. Madplaner, vagtplaner, træningsplaner og weekendplaner skal gå op og når virkeligheden ikke passer ind i det, vi allerede har lagt i kalenderen, skal noget koordineres, omlægges, skubbes eller vælges fra. Samtidig skal der selvfølgelig også være plads til de spontane planer, som på en eller anden måde helst skal kunne klemmes ind mellem alt det andet.
Når man tænker over det, lever mange af os i en virkelighed, hvor vi konstant vælger til og fra, vejer muligheder op mod hinanden og forsøger at prioritere det vigtigste. Listen af daglige valg er næsten uendelig, og selvom de færreste af dem hver for sig er særligt krævende, tror jeg, at de samlet set fylder mere i vores mentale vægtskål, end vi lægger mærke til.
Derfor kan jeg godt opleve en særlig følelse af frihed, når beslutningerne bliver taget for mig. Når min mand planlægger, hvor vi skal holde ladepauserne på køreturen til Tyskland, eller når en af pigerne laver aftensmaden. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide at bestemme eller vælge, men fordi det indimellem er rart ikke at skulle forholde sig til endnu en mulighed.
Den følelse mærker jeg særligt, når jeg begiver mig ud på vandretur, fordi mulighederne helt naturligt bliver mere begrænsede. Madpakken ligger i rygsækken, og ruten ligger foran mig. Dermed er en stor del af dagens beslutninger allerede taget. Det eneste, jeg egentlig skal, er at gå, spise og sove.
Kroppen får lov til at bestemme
Manges hverdag er styret af klokken. Vi har faste spisetider, pauser og sengetider og mange af dagens gøremål falder inden for et skema. Vi ved, hvornår vi skal stå op, hvornår vi skal på arbejde og hvornår vi kan slappe af.
På vandreturen er det anderledes. Her får kroppens behov i højere grad lov til at sætte dagsordenen. Pausen falder, når benene er trætte, madpakken bliver spist, når maven knurrer og vi drikker, når vi bliver tørstige. Bliver det koldt, tager vi en jakke på. Det er ikke nødvendigvis mere kompliceret end det.
Dagen i dag behøver heller ikke at være den samme som dagen i går. Man kan gå lidt længere, hvis benene har det godt, eller stoppe tidligere, hvis kroppen har brug for det. På den måde kommer man måske tættere på at mærke, hvad man faktisk har brug for, i stedet for hele tiden at tænke sig igennem dagen og forsøge at få kroppen til at passe ind i det skema, man har lagt på forhånd.
Det kan give en fin kontrast til vores normale hverdag, hvor vi måske kan være fysisk stillesiddende, men mentalt have gang i 17 ting på én gang. På vandreturen bliver kroppen i højere grad en del af beslutningerne, og det kan føles meget nærværende at lade den bestemme lidt mere.
Det er ikke kedeligt at have mindre
Som mange andre, har jeg fulgt med i den seneste sæson af Alene i vildmarken. Her bliver deltagerne for alvor sat på prøve på mange fronter og en af dem er kedsomheden. Men jeg må sige, at jeg er unægteligt imponeret over deres kreativitet, humor og ikke mindst den glæde som de finder i simple ting. En smuk solopgang. Mad på bordet. Når de lykkes med deres byggerier. Et kram fra lægen.
I deres situation er det ikke små ting. De kan være afgørende for, hvordan de kommer videre. Men havde det været i min egen hverdag, havde mange af deres store glædesøjeblikke måske ikke været noget, jeg havde tænkt videre over. Mad på bordet er normalt ikke en begivenhed og en solopgang er noget, vi kan vælge at kigge på, hvis vi lige har tid.
Det bliver gennem programmet tydeligt, hvordan vores forhold til de små ting ændrer sig, når der ikke er så meget andet. Når man ikke hele tiden bliver præsenteret for nye indtryk, muligheder og bekvemmeligheder, får man måske bedre øje på det, der allerede er omkring en. En solopgang bliver ikke nødvendigvis smukkere, fordi man befinder sig i vildmarken, men man har bedre tid til at se den.
Det er også noget af det, jeg godt kan lide ved at gå. Når dagen ikke skal fyldes ud med seværdigheder, aktiviteter og planer, får de små ting lov til at fylde mere. En kop kaffe kan blive noget, man virkelig glæder sig til. En udsigt kan være nok i sig selv, fordi der ikke nødvendigvis skal ske noget bagefter. Og et bad efter en lang dag kan føles som en hel oplevelse. Når der hele tiden er noget nyt at vælge, se, købe eller opleve, kan det være svært at mærke, hvornår noget faktisk er nok. På vandreturen er der mindre at vælge imellem, men måske betyder det også, at det, der er, får lov til at fylde mere.
Hvad tager vi med hjem?
Selvom nogle af deltagerne lykkes med at skabe et niveau af trivsel i den finske vildmark, er det for de fleste af os ikke realistisk at skifte det moderne liv ud med shelter, fiskestang og bålplads. Ej heller med rygsæk, vandrestave og madpakke. Hverdagen kommer tilbage og det gør de elskværdige relationer, forpligtelserne, komforten og alle de mange valg også.
Alligevel tror jeg på, at der kan være noget utrolig sundt i at trække stikket for en stund og mærke efter med egen krop og sind. Når vi bryder med vores vaner og rutiner, får vi mulighed for at se vores hverdag lidt udefra. Det er tit i sådanne stunder, at det går op for mig, hvad jeg egentlig kan undvære, om noget kan gøres mere simpelt, eller om der er noget, jeg ikke længere vil tillade, fylder så meget i min hverdag.
Når det passer ind, skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker at kunne tage et par dage ud af kalenderen for at vandre. Men der findes også mindre tidskrævende formater, som kan give noget af den samme følelse. En gåtur uden podcast, en eftermiddag uden planer eller en søndag, hvor jeg tillader mig at sætte tempoet ned og kun gøre én ting ad gangen.
Vi tager ud i naturen for at opleve noget, men måske søger vi også væk fra noget? Væk fra støj, valg, forventninger og konstant tilgængelighed. På vandreturen bliver livet ikke nødvendigvis bedre på alle parametre. Det bliver bare tydeligere. Du ved, hvad dagens opgave er og du ved, hvad der skal til for at få en god dag.
Planlæg tid væk fra hverdagen
Velkommen
Jeg hedder Pia og er iværksætteren bag Oh So Quiet ApS.
Her på bloggen deler jeg min passion for gåture: du kan finde tips til smukke gåture, læse om gåturens magi og følge lidt med i mit liv som iværksætter.
Kontakt
Mobil: +45 22 25 57 81
E-mail: pia@ohsoquiet.dk
Seneste blogindlæg
Sociale medier
