Nogle gange tager livet en drastisk drejning. Den slags, som ganske uventet og helt uden for vores egen kontrol ændrer vores planer, hverdag og overskud. Bedst som man tror, man har styr på alting, kan alting gå i stå. Når det sker, kan det være svært at vide, hvor man skal begynde. For hvad gør man, når det, man plejede at kunne, pludselig føles uoverkommeligt?
Her kan en personlig historie som Rikke la Cour Tobiassens give inspiration og mod, for den viser, hvordan noget så simpelt som gåture kan blive vejen tilbage til et liv i trivsel igen.
“Jeg kan ikke noget”
Det er i Mikael Kampers bog Gå Godt, under den rammende overskrift At gå sig tilbage til livet, jeg læser om Rikkes oplevelse.
I 2018 får hun en hjernerystelse, som resulterer i en lang række gener og senfølger. Blandt Rikkes symptomer er kraftig hovedpine, svimmelhed, synsforstyrrelser, koncentrationsbesvær og udmattelse.
Det kan føles som at blive sat helt ud af spil, når vores hverdag bliver taget fra os og vi ikke længere kan det vi plejer. Rikke beskriver den store sorg over ikke længere at kunne noget. Hun husker, hvordan to behandlere på et hjerneskade-rehabiliteringsforløb siger til hende: “Jo du kan godt noget, Rikke. Du kan jo kigge på noget natur.”
Og sådan begynder det. Rikke sidder i sin have og kigger ind i bøgehækken.
Det er uden tvivl en stor kontrast til det liv, Rikke levede før. Når livet pludselig bliver begrænset, kan det være nødvendigt at sænke forventningerne til, hvad man skal kunne. Det handler i første omgang ikke om at præstere, komme videre eller få hverdagen til at fungere som før. Først handler det om bare at være.
Gåturene blev en redning
Efter lidt tid kan Rikke gå nogle få meter rundt om blokken med sin mand under armen, fordi hun er så svimmel. Hun går med kasket og solbriller for at skærme sig mod omverdenen og den voldsomme lysfølsomhed. Hun håber på ikke at møde nogen, fordi det kan hun slet ikke overskue.
Men stille og roligt genvinder Rikken styrken til at gå ture på egen hånd. Hun går ofte langs vandet, fordi hun nyder godt af den afslappende virkning. Gåturene bliver hendes panodil. Hvis hun mærker, at en hovedpine er på vej, eller at svimmelheden begynder, går hun en tur i den friske luft. Og ofte virker det. Selv beskriver hun det sådan: “Gåturene blev min redning og min vej tilbage. Min meget langsomme vej tilbage.”
Det er ikke sikkert, at en gåtur kan løse det, vi kæmper med. Men måske kan den hjælpe os med at være i det. For når noget svært rammer, får vi ofte lyst til at gøre noget. Finde en løsning. Få styr på det. Komme tilbage til den, vi var før. Men der findes perioder i livet, hvor vi ikke kan tænke os ud af det hele. Hvor vi i stedet har brug for at gøre noget helt enkelt: sætte den ene fod foran den anden.
Gåturene handler ikke nødvendigvis om at træne sig stærk. Nogle gange handler de om langsomt at genvinde tilliden til sin egen krop og sin hverdag.
En meditativ gangart
Over tid udvikler Rikke sin egen måde at gå på. Hun går helt langsomt og mærker, hvordan hun bevæger sig. Hun lytter til gruset under sine fødder og mærker bevægelsen i foden. Først hælen, så tæerne.
Rikke stopper også jævnligt op for ikke at få for mange indtryk på én gang. Hun holder især af at stå og kigge på træerne. Der er noget metaforisk i den måde, de står i alt slags vejr og klarer alle storme på. Det giver hende en følelse af, at hvis hun kan være lige grounded og have lige så stærke rødder som dem, så kan hun også klare denne periode i sit liv.
Uanset vejret går Rikke sine ture. På de mørke dage, hvor sorgen over ikke at kunne genkende sig selv bliver for stor, gør det ikke noget, hvis det regner. Så bruger hun regndråberne i sine tanker og beder en stille bøn om, at de må regne smerten væk. Hun ønsker og håber, at hun en dag kan få et normalt liv igen.
Jeg tror, vi alle kender følelsen af at have brug for et sted, hvor tankerne kan falde lidt til ro. Det behøver ikke være, fordi vi er syge. Det kan være efter et brud, under en stressende periode på arbejdet, når sorgen fylder eller når livet bare føles lidt for meget.
Her kan gåturen give os det frirum, vi har brug for. Et sted, hvor vi ikke behøver at være noget eller gøre noget bestemt. Vi kan blot være til stede med vores tanker og følelser for en stund. Kroppen bevæger sig fremad, mens hovedet får lov til at følge med i sit eget tempo.
Trygheden i det velkendte
Når man kæmper med noget svært, skal man passe på den lille mængde energi, man har, og finde måder at tanke op på. Derfor går Rikke altid den samme rute. Hjernen er allerede i gang med at regenerere, så den skal ikke også bruge energi på at finde ud af, hvor hun skal gå hen.
Når man går en velkendt rute, føler hjernen og kroppen sig trygge og tilpasse. Man ved, hvor man er, og hvor man er på vej hen. Der er ingen overraskelser. Rikke fortæller: “Når jeg går stille og roligt, er jeg i kontrol, jeg er i sikkerhed, alt er godt.”
Gåturen er ikke bare en bevægelse. Den er også noget vi kan styre. Når vi mister fodfæstet i livet, kan det være rart at have noget helt konkret at holde fast i. En rute, man kender. Et træ, man passerer hver dag. Lyden af sine egne skridt. Den samme bænk ved søen. Små ting, der minder os om, at selv når livet forandrer sig, findes der stadig noget, vi kan vende tilbage til.
At gå sig tilbage til livet
Jeg bliver især hængende ved Rikkes beskrivelse af, hvad der kommer ud af den lange og svære periode. Hun fortæller, at hun måske er blevet skarpere, men også mere rolig. Hun er kommet ned i tempo og er blevet bedre til at stoppe op og ikke lade sig påvirke så meget af pres. Hun er blevet bedre til at tage pauser.
Uden gåturene er Rikke overbevist om, at hun ville have fået tilbagefald. Hun tror helt fundamentalt på, at det virker helende at komme ud i naturen. “Jeg har fået et mere helt liv, efter at jeg har været nede og vende”, fortæller hun. Det har givet hende mere ro, tålmodighed og nærvær.
Der går to år og seks måneder, før Rikke igen er tilbage på fuld tid på sit arbejde. Det er lang tid. Vejen tilbage er ikke altid lige, og nogle gange handler det om at finde en ny måde at være i livet på.
For Rikke bliver gåturen en del af vejen tilbage efter en hjernerystelse. For andre kan den være et frirum midt i sorgen, en pause fra en travl hverdag eller et sted at samle sig, når tankerne larmer.

