Tiden læger alle sår. En talemåde, jeg har kendt, siden længe før jeg selv erfarede dens betydning. Sorgen bliver med tiden lettere at bære. Men et menneske, man har mistet, er ikke noget, man skal videre fra. Kærligheden forsvinder ikke, bare fordi mennesket gør.
Hvordan giver vi plads til sorgen, når ordene ikke længere rækker? Nogle gange kan en gåtur være en begyndelse. Et sted, hvor vi kan være med det svære og måske finde ord undervejs.
Når vi bliver slået ud af livets bane
Tidligere kulturminister Joy Mogensen mistede i 2019 sin ufødte datter, Sarah, en måned før termin. I sin kronik i Kristeligt Dagblad spørger hun: “Hvilke ord indfanger, hvad jeg har levet igennem?”
Joy beskriver, hvordan hun først blev fuldstændig følelsestom, da hun fik beskeden om sin datter. Senere skyllede både sorgen og kærligheden ind over hende. Følelser af sådan en kraft, at de både kan være overvældende og svære at finde ord for.
Jeg tror, mange af os har oplevet at mangle ord, når livet viser sine tragiske facetter. Hvad enten det er en kollega, en veninde eller os selv, som pludselig står midt i noget, ingen havde ønsket sig. For hvad siger man egentlig, når livet bliver så stort og så smertefuldt, at ordene ikke længere rækker?
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige”
Vi har indlært et lille manuskript til de situationer, hvor vi møder et menneske i sorg. “Jeg er ked af det”, “jeg kondolerer”, “jeg føler med dig” og lignende. Vi etablerer kontakt og viser vores medfølelse. Derefter løber vi tør for ord.
Sådan oplever Joy Mogensen det, og jeg kan godt genkende mønsteret fra mit eget liv, hvad enten jeg sidder på den ene eller den anden side af bordet. Jeg har både prøvet at være den, der ikke ved, hvad jeg skal sige, og den, der har haft brug for, at andre blev ved med at være der, selvom de heller ikke havde ordene.
Det er utroligt vigtigt, at vi sammen finder en vej, hvor vi kan give plads til sorgen og tale om den, når vi kan. På den måde tror jeg, at vi bedst kan hjælpe både os selv og hinanden tilbage til livet.
En invitation til at gå en tur kan være en måde at åbne det rum på. Vi behøver ikke vide, hvad vi skal sige, før vi går.
Når sorgen får plads på en gåtur
Joy Mogensen beskriver, hvordan hun fandt en form for ro i at gå, når tomrummet efter hendes datter gjorde hende rastløs. Hun gik uden et bestemt mål, ofte sammen med en ven. Ned til fjorden, op til graven eller bare ud for at være i verden. Andre gange fandt sorgen et udtryk gennem tegning eller musik.
“Alt det, som er svært at få sagt over for hinanden med et bord imellem, kan få luft på en god gåtur.”
Vi behøver ikke altid at forstå eller tale os igennem det svære. Nogle gange kan vi gøre noget sammen. Gå en tur. Holde en hånd. Give et lille klem. Eller bare være der, når der ikke er mere at sige.
På en gåtur kan samtalen komme og gå. Vi går ved siden af hinanden, og stilheden kan få lov at være der. Måske kommer der ord, minder eller tårer undervejs. Måske går vi bare. Også det kan være en måde at være sammen om sorgen på.
Vores følelser er ikke altid rationelle. De kan ikke måles på en fast skala eller følge en bestemt tidsplan. De bevæger sig som bølger. Selv efter den mest voldsomme storm bliver der mere ro på havet igen, men havet står aldrig helt stille.
For Joy blev bevægelsen, naturen og kunsten en måde at være i sorgen på. En måde at lade følelserne få plads, når hovedet ikke længere kunne finde rundt i dem. Her kunne hun handle, uden at det behøvede at føre til en løsning.
Sådan kan gåture også være en måde at bearbejde sorg på. Vi kan give os selv tid til at mærke det, vi bærer på, og dele noget af det med et andet menneske. Skridt for skridt kan der blive plads til både savnet, kærligheden og livet omkring os.
Og når ordene ikke længere rækker, kan vi stadig gå ved siden af hinanden.

