En rigtig vandrer

Hvis du kommer forbi indhold om vandring, når du scroller dig igennem de sociale medier, så kommer det i mange formater. Ofte skildrer de lange bjergetaper med storslåede udsigter, tung oppakning og trangia. Opslagene fokuserer gerne på antallet af kilometer, den mest optimale model af vandrestøvler og antallet af kilo på ryggen.

For mig kan det virke helt uoverskueligt. Det der engang handlede om at snøre skoene og sætte den ene fod foran den anden, kan nu føles som et projekt. Som noget, der pludselig virker til at have en rigtig og en forkert måde at blive gjort på. Det kan give et indtryk af, at man ikke kan gå afsted uden først at have sat sig ind hver eneste detalje i forhold til rute, udstyr, forplejning og overnatning. I virkeligheden kan det være så enkelt som at følge en sti gennem skoven, lytte til vinden i trækronerne eller mærke duften af havet på en sensommerdag. 

Jeg kan sagtens genkende en følelse af, at mine ture ikke “tæller”, hvis jeg endnu en gang har gået turen langs kysten ved Ebeltoft Vig og kører hjem samme eftermiddag. Det er som om, der sidder en lille djævel på min skulder og hvisker mig i øret, at det ikke er noget særligt. At det ikke har betydning.

Og det synes jeg er ærgerligt! Fordi hvis der er andre, der har det som mig, kan det måske være med til at holde os tilbage fra at komme af sted. Man glemmer måske at lytte til, hvordan kroppen og sindet egentlig har det efter et par timer, hvor tankerne har fået lov til at falde til ro, skuldrene har sænket sig, og naturen har sat tempoet. Jeg tror, at vi risikerer at fokusere mere på præstationen, optimeringen og anerkendelsen end vi gør på det frirum og ro, som vandringen er med til at skabe.