Hvornår er man egentlig en rigtig vandrer? Er det, når rygsækken er tung, dagsetaperne lange, og natten tilbringes i telt? Eller handler det om noget helt andet?
"Er jeg en rigtig vandrer?"
I den tid jeg har haft Oh So Quiet har ordet ‘vandring’ flere gange været oppe og vende i diverse fora. Man diskuterer, hvor grænsen ligger mellem en gåtur og en vandretur.
For bliver det først vandring når man går mere end 30 km på en dag? Skal man overnatte i det fri og bære hele sin oppakning på ryggen?
Hvis det er disse spilleregler, som afgør, hvem der er en vandrer og hvem der ikke er, så får vi samtidig opsat restriktioner på, hvem der er en del af “klubben” og hvem der ikke er. Jeg oplever at sådan en opfattelse kan være med til at skævvride en hobby, som for mig altid har handlet om at skabe frirum, kontakt og nærvær til mig selv, mine medmennesker og omgivelser.
Den usynlige målestok
Hvis du kommer forbi indhold om vandring, når du scroller dig igennem de sociale medier, så kommer det i mange formater. Ofte skildrer de lange bjergetaper med storslåede udsigter, tung oppakning og trangia. Opslagene fokuserer gerne på antallet af kilometer, den mest optimale model af vandrestøvler og antallet af kilo på ryggen.
For mig kan det virke helt uoverskueligt. Det der engang handlede om at snøre skoene og sætte den ene fod foran den anden, kan nu føles som et projekt. Som noget, der pludselig virker til at have en rigtig og en forkert måde at blive gjort på. Det kan give et indtryk af, at man ikke kan gå afsted uden først at have sat sig ind hver eneste detalje i forhold til rute, udstyr, forplejning og overnatning. I virkeligheden kan det være så enkelt som at følge en sti gennem skoven, lytte til vinden i trækronerne eller mærke duften af havet på en sensommerdag.
Jeg kan sagtens genkende en følelse af, at mine ture ikke “tæller”, hvis jeg endnu en gang har gået turen langs kysten ved Ebeltoft Vig og kører hjem samme eftermiddag. Det er som om, der sidder en lille djævel på min skulder og hvisker mig i øret, at det ikke er noget særligt. At det ikke har betydning.
Og det synes jeg er ærgerligt! Fordi hvis der er andre, der har det som mig, kan det måske være med til at holde os tilbage fra at komme af sted. Man glemmer måske at lytte til, hvordan kroppen og sindet egentlig har det efter et par timer, hvor tankerne har fået lov til at falde til ro, skuldrene har sænket sig, og naturen har sat tempoet. Jeg tror, at vi risikerer at fokusere mere på præstationen, optimeringen og anerkendelsen end vi gør på det frirum og ro, som vandringen er med til at skabe.
Vi vandrer af forskellige grunde
Jeg tror, at der findes lige så mange motivationer til at vandre som der findes vandrere. Det var faktisk et af mine foretrukne spørgsmål, når jeg på Caminoen om aftenen snakkede med de andre overnattende på herbergene. ‘Hvorfor har du valgt at gå Caminoen?’ Det overraskede mig, hvor forskellige svarene var.
Nogle gik for udfordringen. Andre for stilheden og frirummet fra hverdagen. Nogle gennemgik en krise eller stor omvæltning i deres liv. Nogle elskede følelsen af at være selvforsynende for en stund. Nogle gik for det særlige samvær med andre pilgrimme. Nogle samlede kilometer, andre oplevelser og de fleste nok en god blanding af det hele.
Ligegyldigt hvad begrundelsen er, inviterer vandringen os til at sætte tempoet ned. Til at mærke kroppen arbejde op ad en bakke, standse et øjeblik og nyde udsigten eller lade blikket hvile på horisontlinjen, mens tankerne får lov til at vandre. Til at lægge mærke til de små ting: lyset mellem træerne, en musvåge over marken eller lyden af bølgerne, der rammer stranden.
At være undervejs er målet
For mig er en vandrer en, der går, fordi selve det at være undervejs er målet. Derfor tror jeg også, at de kortere distancer rummer deres egne glæder. Der er plads til at tage hensyn til dagsformen, til bevægelse i et omfang, hvor eventuelle skavanker kan følge med. En tidsramme, hvor der er plads til at sætte sig på en bænk med udsigt over havet, tage skoene af i græsset eller blive lidt længere, når et udsigtspunkt kalder på en pause.
Pauserne får lov til at være en nydelse i sig selv frem for blot et stop for at ordne noget praktisk. Ikke alt i vores liv behøver at være udfordring og præstation. Vi kan tillade os tid til nydelse, tanker og stilhed.
Tag dig tid til at gå
Måske er det nu, du skal give dig selv lov til at opleve, at en vandreferie ikke behøver være lang eller krævende for at være noget særligt. Nyd sensommerens farver i den smukke Nationalpark Mols Bjerge med en enkelt overnatning, overkommelige distancer og uden krav om erfaring. Du får naturoplevelsen uden at skulle planlægge alt selv og kan nøjes med en let rygsæk.

