Du går ikke ud i naturen og finder ro. Du går først igennem uroen

Vi taler ofte om naturen, som om den nærmest øjeblikkeligt kan få os til at falde til ro. Vi skal bare lægge telefonen væk, gå en tur i skoven og trække vejret dybt, så sænker skuldrene sig, tankerne stilner, og vi bliver nærværende.

Men sådan oplever jeg det ikke.

For mig begynder vejen til ro ofte med det modsatte. Først kommer rastløsheden, trætheden og alle de tanker, som ellers har været holdt i skak af arbejde, praktiske gøremål og en konstant strøm af indtryk. Det er først senere, når kroppen har fundet sin rytme, og sindet har opdaget, at det ikke hele tiden skal noget, at der kan indfinde sig en anden form for stilhed.

Den erkendelse begyndte for alvor at tage form, da jeg gik Caminoen. Undervejs oplevede jeg, hvordan min indre tilstand ændrede sig dag for dag, næsten som om vandringen langsomt skrællede forskellige lag af mig. Først langt senere kunne jeg se mønsteret tydeligt, men da jeg gjorde, blev det en stor ahaoplevelse: Der var en langt tættere sammenhæng mellem de ydre stimuli omkring mig og den indre uro i mig, end jeg hidtil havde forstået.

Når kroppen går, men sindet stadig løber

Umiddelbart inden jeg tog af sted, var jeg præget af uro, tankemylder og dårlig søvn og jeg var efterhånden begyndt at opfatte denne tilstand som noget næsten permanent. Jeg forklarede den blandt andet med begyndende overgangsalder og et travlt arbejdsliv, men på Caminoen fik jeg mulighed for at opleve, hvad der skete, når de sædvanlige input gradvist forsvandt.

De første dage var fyldt med nye omgivelser, fysisk træthed, praktiske spørgsmål og mange sanseindtryk. Der var hele tiden noget at forholde sig til: Hvor gik ruten? Hvor skulle jeg sove? Havde jeg vand nok? Hvor langt var der til næste by? På den måde var mit sind stadig beskæftiget, selv om arbejdet og hverdagen lå langt væk.

Uroen var ikke væk. Den havde blot skiftet form.

Jeg gik mig træt og kunne derfor i perioder holde tankerne på afstand, men om natten havde kroppen svært ved at falde helt til ro. Det var, som om benene var stoppet, mens resten af mig stadig fortsatte.

Nervesystemet standser ikke nødvendigvis i samme øjeblik, kalenderen gør. Det bærer tempoet med sig et stykke endnu.

Stilheden begynder at tale

Omkring tredje- og fjerdedagen ændrede oplevelsen karakter. Da det nye ikke længere var helt så nyt, og kroppen begyndte at vænne sig til belastningen, opstod der mere mental plads. Men det var ikke kun en behagelig plads.

Ensomhedsfølelse, selvbebrejdelser og svære tanker begyndte at melde sig. Det er den fase, jeg selv kalder at kæmpe med mine indre dæmoner.

Ikke fordi der nødvendigvis sker noget dramatisk, men fordi de stemmer, som er lette at overdøve i en travl hverdag, pludselig får bedre akustik. Når verden bliver stille, bliver det tydeligere, hvad der allerede bevæger sig indeni.

Måske er det derfor, så mange gamle fortællinger lader mennesket vandre ind i skoven, gennem bjergene eller ud i ødemarken. Ikke fordi landskabet rummer dæmonerne, men fordi stilheden gør dem synlige.

På en lang vandring kan det ydre landskab langsomt få en indre parallel. De stejle stigninger, de mørke skovpartier, de åbne vidder og de lange, monotone strækninger bliver ikke bare noget, man bevæger sig igennem med kroppen. De finder deres spejlbillede i ens sind. Nogle dage føles stien som en samtale med én selv, andre dage som en forhandling, og indimellem som begyndelsen på en fredsslutning.

Da jeg stod midt i den svære fase, oplevede jeg den først som et tilbageslag. I dag tror jeg, at det var noget andet. Jeg tror ikke, at vandringen skabte uroen. Den fjernede blot nogle af de lag, som havde skjult den.

Når filmrullen løber ud

For nylig hørte jeg forfatter og langtursvandrer Dorthe Carlsen fortælle om en lignende erfaring i en podcast med Peter Lund Madsen. Hun beskriver, hvordan hun de første dage næsten blev stresset over, at der ikke skete noget. Hun kom direkte fra et arbejdsliv med højt pres og tog derfor telefonen op og ned, svarede på mails og forsøgte hele tiden at skabe aktivitet.

Efter tre dage blev der imidlertid, som hun siger, “helt vindstille inde i mit hoved”.

Det forskrækkede hende. Hun prøvede at tvinge tanker frem, blandt andet om sine børn, men der kom ingenting. Peter Lund Madsen beskriver det som en filmrulle, der på et tidspunkt løber ud: Når hjernen ikke længere har noget udefrakommende, den skal tage sig af, går den først i overgear, men efter et stykke tid kan den ikke blive ved med at producere den samme strøm af tanker.

Så bliver der stille.

Jeg genkendte dette skifte fra Caminoen. Omkring femtedagen oplevede jeg, at kroppen og sindet begyndte at finde en fælles rytme. Søvnen blev bedre, den fysiske belastning føltes mere naturlig, og tankerne mistede noget af deres greb. Jeg blev mere eventyrlysten, mere åben over for de mennesker, jeg mødte, og mere optaget af landskabet omkring mig end af det, jeg havde forladt derhjemme.

Det var ikke, fordi jeg bevidst besluttede mig for at være i nuet. Jeg holdt bare langsomt op med at være alle mulige andre steder.

Man holder op med at overvåge sig selv

Vi bruger ofte udtrykket “at være til stede i nuet”, men det kan let komme til at lyde som endnu en opgave, vi skal lykkes med. Som om vi skal koncentrere os særligt intenst om en blomst, et åndedrag eller en solnedgang og samtidig kontrollere, om vi nu er tilstrækkeligt nærværende.

Men måske opstår nærværet netop, når vi holder op med at monitorere os selv.

Peter Lund Madsen peger i podcasten på, at vi ikke nødvendigvis har en tydelig bevidsthed om oplevelsen, mens vi er helt til stede. Hvis opmærksomheden ikke er rettet mod, hvordan vi har det, bliver øjeblikket heller ikke lagret som en klar fortælling om os selv. Vi opdager måske først bagefter, at noget var anderledes.

Dorthe Carlsen beskriver det på denne måde:

“Den følelse jeg har er, at hele mit levede liv og de mennesker, jeg har kendt og kender, og de indtryk, jeg får, når jeg går, de væver sig ind og ud af hinanden, uden at det egentlig er bevidste tanker.”

Det er en smuk beskrivelse af en tilstand, hvor sindet ikke er tomt, men heller ikke arbejder målrettet. Minder, sanseindtryk, følelser og relationer bevæger sig frit mellem hinanden, uden at de behøver at blive analyseret eller afsluttet.

Måske er det netop det, der sker under en vandring. Ikke at vi tænker flere tanker, men at tankerne holder op med at stå i kø og i stedet begynder at finde deres plads.

Nervesystemet kan lære vejen

Da jeg her i sommerferien vandrede i Harzen, genkendte jeg processen, men denne gang gik den hurtigere. De indre dæmoner viste sig allerede på andendagen og om natten, men kort efter oplevede jeg, at jeg ligesom stemplede ind i nuet.

Det føltes næsten, som om mit nervesystem havde lært vejen.

Jeg blev ikke mindre berørt af de svære tanker, men jeg var mindre bange for dem, fordi jeg genkendte dem som en del af overgangen. Jeg vidste, at jeg ikke behøvede at løse dem alle eller vende om. Jeg kunne lade dem følges med mig et stykke og fortsætte med at gå.

Dorthe Carlsen fortæller noget lignende, når hun beskriver, hvordan hun i dag hurtigere kan finde tilbage til den særlige tilstand. Hun behøver ikke længere alle de første dage. Hun kan tage sit hus på ryggen, sætte sig i en bus og være der. Hun kan, som hun selv siger, “springe den fase over”.

Det betyder ikke, at nærvær er noget, man lærer én gang for alle. Men måske bliver stien mere genkendelig. Kroppen husker rytmen, og sindet husker, at stilheden ikke er farlig, selv om den i begyndelsen kan larme.

Man behøver ikke gå i ugevis

Min erfaring fra Caminoen kunne måske give indtryk af, at man skal vandre i fem eller ti dage, før en tur for alvor gør en forskel. Det tror jeg ikke nødvendigvis er tilfældet.

Der findes ikke et bestemt antal kilometer eller dage, som automatisk fører til ro. Vi kommer af sted med forskellige udgangspunkter, og vores nervesystemer reagerer forskelligt. Nogle mærker et skifte allerede efter få timer, mens andre har brug for længere tid, før tempoet hjemmefra begynder at slippe.

En kortere vandreferie kan derfor sagtens skabe en vigtig bevægelse, også selv om man ikke når frem til den dybe stilhed, som kan opstå på en længere vandring.

Allerede på den første dag ændres hverdagsrytmen. Kroppen overtager en større del af opmærksomheden, dagens opgaver bliver enklere, og verden indsnævres på en god måde: Man skal følge ruten, mærke vejret, spise, når man er sulten, og finde frem til det sted, hvor man skal sove.

På andendagen er det nye ofte blevet mere velkendt. Man vågner allerede i landskabet, tager vandreskoene på og fortsætter, uden først at skulle bryde ud af hverdagen. Her oplever mange, at noget begynder at give slip. Tankerne kan stadig være der, men de fylder ikke nødvendigvis hele horisonten.

En tur på to eller tre dage kan måske bedst forstås som en åbning. Et pusterum langt nok til, at man får en erfaring af, at en anden tilstand er mulig. For nogle er det nok til, at skuldrene falder, søvnen bliver tungere, og nærværet vender tilbage. For andre bliver det begyndelsen på en længere bevægelse, som kan fortsætte, når de kommer hjem.

Det afgørende er ikke, at man når en bestemt tilstand, eller at alle indre dæmoner er overvundet, inden turen slutter. Det afgørende kan ganske enkelt være at opdage forskellen mellem et nervesystem, der konstant bliver fodret med nye stimuli, og et nervesystem, der for en stund får lov til at finde sin egen rytme.

Fra indre uro til nærvær

For mig har vandringen ændret den måde, jeg forstår min egen uro på. Jeg ser nu langt tydeligere sammenhængen mellem de mange ydre stimuli og min indre tilstand. Når hverdagen er fyldt med afbrydelser, informationsstrømme og hurtige skift, bliver mit sind uroligt. Når jeg derimod giver mig selv tid med færre indtryk, længere bevægelse og mere stilhed, sker der gradvist noget andet.

Det gør ikke livet problemfrit, og vandringen fjerner ikke nødvendigvis det svære. Nogle gange bringer den det tværtimod tættere på. Men den kan ændre det sted, hvorfra vi møder det.

Når den indre støj dæmpes, bliver det lettere at være nærværende over for de mennesker, der betyder noget for os, og lettere at være omsorgsfuld over for os selv. Vi reagerer ikke helt så hurtigt, forsvarer os ikke helt så meget og behøver ikke hele tiden at flygte videre til det næste.

Måske er det derfor, vandring kan have så stor betydning for vores trivsel. Ikke fordi naturen gør os til andre mennesker, men fordi den giver os mulighed for at vende tilbage til en del af os selv, som let forsvinder i støjen.

Man går ikke nødvendigvis ud i naturen og finder ro.

Man går gennem uroen, forbi de indre dæmoner og længere ind i landskabet, indtil kroppen, tankerne og verden igen bevæger sig i nogenlunde samme tempo.

Man går sig frem til nuet.

Kilder:

Hjernekassen på P1 | Vandring | Lyt som podcast | DR LYD

Velkommen

Jeg hedder Pia og er iværksætteren bag Oh So Quiet ApS.

Her på bloggen deler jeg min passion for gåture: du kan finde tips til smukke gåture, læse om gåturens magi og følge lidt med i mit liv som iværksætter.

Læs mere om mig og historien bag Oh So Quiet ApS