Stress og mental trivsel
Ro, der kan mærkes
Vandring behøver ikke at handle om, hvor langt du kan gå eller hvor hurtigt, du kan gøre det.
Det kan derimod være en tiltrængt pause fra hverdagens stress og jag. En pause fra det tankemylder, som let kan gribe os alle og kan påvirke vores mentale trivsel og sundhed.
Gåture og mental sundhed hænger tæt sammen. En gåtur i naturen kan være en vej til langsomt at genfinde balancen i krop og sind. Når du bevæger dig i naturen i et roligt tempo, får du mulighed for at slippe bekymringerne og finde ro i hverdagen.
Gæsterne fortæller:
Aktuelle ruter
Stress i hverdagen
Måske kender du følelsen af, at der hele tiden er noget, du skal nå. Kalenderen er fyldt, og selv når du endelig har fri, bliver tankerne ved med at køre. Du vil gerne slappe af, men har svært ved at finde ro.
Stress er kroppens reaktion, når kravene i dit liv overstiger de ressourcer, du har til rådighed. I korte perioder kan stress hjælpe dig med at håndtere det, der kræver ekstra af dig. Men når du ikke får mulighed for at koble fra, kan belastningen begynde at sætte sig både fysisk og mentalt.
Derfor er det vigtigt at give dig selv små pauser i hverdagen, hvor du ikke skal præstere eller nå noget.
Hvordan kan du reducere stress?
Når hverdagen er travl, kan det være svært at finde plads til pauser. Det kan derfor være en fordel at vælge noget, der er enkelt og ikke føles som endnu en opgave på to-do-listen.
Bevægelse kan være en måde at give både krop og hoved en pause. Og det behøver hverken være hård træning eller tage lang tid.
En gåtur er noget af det nemmeste, du kan gøre. Du behøver ikke andet end et par sko og en vej ud ad døren. Du kan gå en tur, når du har brug for at koble fra, eller bruge den som en fast pause i løbet af dagen.
Det behøver ikke være en lang tur. Måske er 15 minutter rundt om kvarteret nok til at sænke tempoet og give tankerne lidt plads?
Naturens betydning for mental sundhed
En gåtur i naturen kan give dig et tiltrængt skift fra hverdagens tempo og kan være med til at give både krop og hoved ro.
Når du går i naturen, er der flere ting, der arbejder sammen. De gentagne skridt og den friske luft hjælper nervesystemet med at falde til ro. Kroppen arbejder i et jævnt, udramatisk tempo, som sender signaler til hjernen om, at der ikke er fare på færde. Omgivelsernes lyde, dufte og udsigter aktiverer dine sanser og får dig per automatik til at sænke tempoet og være mere til stede i øjeblikket.
Forskning peger på, at tid i naturen kan have en positiv betydning for vores mentale sundhed. Videnskab.dk beskriver blandt andet, hvordan kontakt med naturen kan påvirke aktiviteten i amygdala, som spiller en rolle i kroppens stressreaktion. Andre studier peger på, at ophold i naturen kan have betydning for opmærksomhedsevnen og hukommelsen.


