Hvis pausen kun er noget, vi tager for at kunne yde mere bagefter, så er det måske ikke en pause, men bare endnu en opgave.
Ofte holder vi pauser for at samle energi og komme videre med det, vi er i gang med.
Men hvad nu hvis pausen ikke behøver føre os nogen steder hen? Hvad nu hvis den i stedet er det sted, hvor vi opdager, om det, vi er i gang med, overhovedet føles rigtigt?
En tur, der blev ved med at vende tilbage
Forleden var jeg ude at testgå vores nye rute ved Gåsehage på Djurs. Dagens tur startede ved Ahl, lidt syd for Ebeltoft, hvor jeg bevægede mig ud langs vandet. Nogle steder på stenstrand, andre steder på smalle stier gennem græs og lav bevoksning.
Senere trækker ruten ind i skoven, hvor der er læ og lydene dæmpes. Det er en af de ture, hvor landskabet bliver ved med at skifte karakter, åbent, tæt, lyst, mere lukket hele tiden med fornemmelsen af vandet i nærheden og fugle, der fylder stilheden ud.
Det var en smuk tur.
Men det, der blev ved med at vende tilbage, var ikke udsigterne eller distancen.
Det var pauserne.
Noget der ikke skal forklares
Undervejs var der overraskende mange steder, hvor det gav mening at stoppe. Det var egentlig lidt pudsigt, for jeg gik sammen med Elna Bruun, som arbejder med pauser til daglig gennem sin virksomhed, Mind Your Minutes.
Vi talte om, hvordan pausen i vores kultur er blevet noget, der skal kunne forklares og retfærdiggøres. Noget med en funktion, som helst skal give os noget med videre, som om det først giver mening at stoppe op, når vi ved hvorfor.
Men i det øjeblik pausen skal kunne bruges til noget, sker der også noget med den. Den glider næsten umærkeligt over i noget andet. Noget vi vurderer og forsøger at gøre rigtigt. Så bliver det sværere at få øje på det, der ellers var der.
Et modspil
Et sted satte vi os i skovkanten. Det var ikke fordi vi havde gået langt, eller fordi vi havde brug for en pause, men fordi det var et af de steder, hvor det gav mening at blive lidt længere.
Elna gjorde mig opmærksom på lyden af havets susen og af de forskellige fugle i området; på noget der puslede i skovbrynet – hvad var det? Vi spidsede ører og kunne høre en svag lyd af et lille dyr i nærheden. Elna fik mig også til at fornemme duften af mos og grannåle kombineret med den friske luft fra havet. Den duft-kombination havde jeg slet ikke lagt mærke til før, men nu tog jeg en dyb indånding og følte mig med ét vital og levende. Nærværende.
Vi blev siddende i den bløde skovbund lidt uden rigtigt at tale, mens blikket gled ud over vandet og tilbage igen, og det var måske netop dér, samtalen om pauser begyndte at tage form.
Elna arbejder til daglig med meditation og det, hun selv kalder en slags hjernepauser, korte ophold i løbet af dagen, hvor opmærksomheden får lov at samle sig i stedet for at blive trukket videre. Ikke som en flugt fra det, vi står i, men som en måde at være i det med lidt mere klarhed og ro.
Hun beskrev pausen som et modspil. Ikke til arbejdet i sig selv, men til den måde, vi bevæger os igennem det på, ofte uden rigtig at mærke efter undervejs. Når vi husker at holde pauser, opdager vi måske, at tempoet er blevet for højt.
Og det høje tempo koster på det allerfineste i livet: nærværet, livsglæden og kontakten med os selv og vores kære. Det fører også til stress og udbrændthed.
På gåturens mange bænke bliver pausen meget konkret i landskabet. At nogle steder ikke inviterer til handling eller fremdrift, men snarere til en form for opmærksomhed, der ikke har noget bestemt mål.
Steder, der ikke kræver noget
Der er mange måder at være i en oplevelse på. Man kan pege på højdepunkter, lægge lag af fortælling ind undervejs og hjælpe blikket med at finde det rigtige at hæfte sig ved. Men på Gåsehage-ruten er der også lange stræk, hvor det modsatte gør sig gældende.
Her er det ikke det spektakulære, der fylder, men det vedvarende. Kystlinjen, der følger én i lang tid. Strandengene, der åbner sig uden retning. Skovstykkerne, hvor lydene dæmpes, og stien snor sig uden at føre frem mod noget bestemt.
Måske er det dér, pausen får lov at være noget andet. Ikke noget, der skal bringe os videre. Ikke noget, der skal gøre os klar til det næste
Men give plads til, at det, vi allerede står i, kan få lov at træde tydeligere frem.
PS: Efter gåturen er Elna gået i værkstedet for at lave nogle guidede naturpauser, som vi kommer til at tilbyde Oh So Quiets gæster på Gåsehage-ruten.
Sæt hverdagen på pause
Velkommen
Jeg hedder Pia og er iværksætteren bag Oh So Quiet ApS.
Her på bloggen deler jeg min passion for gåture: du kan finde tips til smukke gåture, læse om gåturens magi og følge lidt med i mit liv som iværksætter.
Kontakt
Mobil: +45 22 25 57 81
E-mail: pia@ohsoquiet.dk
Seneste blogindlæg
Sociale medier
