At vandre er noget af det fineste, man kan gøre for sig selv. Bare gå der og lade tempoet falde lidt, mens man tager landskabet ind. Men naturen er jo også… natur. Den gør ikke altid, som man havde forestillet sig. Og på et eller andet tidspunkt på en vandretur kommer der næsten altid et øjeblik, hvor man tænker: “Hmm det her var ikke helt planen.” Ikke nok til at man vender om, men nok til at man stopper op og mærker efter.

Når tvivlen begynder at prikke én på skulderen

Det kan være den dér lille fornemmelse af, at man måske er gået lidt for langt. At svinget burde have set anderledes ud. At stien ikke helt matcher det billede, man havde i hovedet.

Og ofte er der en helt naturlig forklaring: Naturen flytter sig. Stier gror til, bliver trådt nye steder eller ændrer sig bare en smule. Derfor vil der næsten altid være små forskelle mellem kortet i appen og det, man står midt i. Det betyder ikke, at man er på afveje. Det er bare sådan, det er at være ude.

Det vigtigste er sjældent at ramme den præcise streg på kortet, men at bevæge sig i den rigtige retning. Og hvis tvivlen fylder, hjælper det tit at stoppe op et øjeblik. Kigge sig omkring. Zoome ind og ud på kortet. Lede efter små tegn i landskabet, der giver mening. Nogle gange opdager man også, at man bare er gået en anelse forbi et sted, man skulle have drejet. Og så er det altså helt okay at gå et lille stykke tilbage.

Undervejs er der også de steder, der nærmest beder én om at stoppe. En udsigt, en lille afstikker, noget der fanger blikket. Det er værd at give sig tid til. Også selvom det betyder, at man bevæger sig lidt væk fra ruten. Man kan altid finde tilbage igen.

For det sjove er, at man ofte godt ved det. Ikke nødvendigvis præcis hvor man er, men om det føles rigtigt. Og hvis det ikke gør, er det ikke et nederlag at vende om. Det er bare en del af det at finde vej.

Når kroppen begynder at blande sig

Nogle gange er det ikke tvivlen, men kroppen, der siger noget først. Ikke dramatisk, bare en tunghed i benene, en pause der føles lidt mere tiltrængt end normalt. Det er her, man begynder at lave små aftaler med sig selv:

“Bare lige lidt længere.”

“Vi holder pause om ti minutter.”

Men vandring fungerer sjældent godt på den måde. Det, der virker, er faktisk at holde pausen lidt før, man tror, man har brug for den. Sætte sig ned, mens det stadig føles som et valg. Drikke lidt. Spise noget, før sulten rammer for alvor.

Der er et gammelt råd om, at pausen ikke skal komme, når man er færdig, men lige før. Et par minutters stop hver time kan gøre underværker. For når man først er helt færdig, tager det længere tid at komme igen. En lille pause undervejs kan derimod vende det hele næsten umærkeligt.

Når fødderne begynder at sige fra

Og så er der fødderne. Små prik, små steder, der føles anderledes end i starten. Ikke noget, der stopper jer, bare nok til, at det ligger og forstyrrer lidt i baggrunden. Det er fristende at ignorere det, men det er sjældent en god idé.

Det, der ender med at fylde mest senere på dagen, starter næsten altid som noget meget småt. Så det mest omsorgsfulde, man kan gøre, er at stoppe dér, hvor man mærker det første gang. Tage skoen af. Mærke efter. Ordne det, mens det stadig er en lille ting.

Et vabelplaster kan være guld værd. Men mange sværger også til noget så simpelt som en smule vaseline på de udsatte steder. Det mindsker friktionen, og det er jo friktionen, der skaber vablerne.

Fugt spiller også en stor rolle. Fugtige sokker øger friktionen og gør huden mere sårbar. Så et par tørre sokker i tasken kan være en lille luksus, der gør en stor forskel.

Og så er der alt det, man ikke helt kan kontrollere

Stier, der er vådere end forventet. Underlag, der er blødere, glattere eller mere ujævnt end man havde forestillet sig. Det vælter sjældent en tur, men det kan godt ændre stemningen, hvis man føler sig tvunget igennem det. Heldigvis er der næsten altid alternativer.

Ofte giver det mening at gå udenom. Ikke bare et lille hop, men en bred bue udenom det våde område. Man kan som regel se, hvor andre har gjort det samme. Hvis det ikke er muligt, kan det være bedre at stoppe op og tænke i andre løsninger. Måske er det smartere at gå lidt tilbage og finde en anden vej. Her er det faktisk en fordel at have ruten i en app.

Et helt lavpraktisk trick, vi har hørt fra flere gæster, er at have et par plastikposer i tasken. Så kan man trække dem uden på skoene og komme igennem et vådt stykke uden at blive gennemblødt. Andre tager et par lette sandaler eller crocs med. De vejer næsten ingenting og er nemme at hoppe i, hvis man skal igennem noget vådt.

 

En vandretur er ikke bare en rute

Det er noget, der ændrer sig hele tiden, mens man går. Et rum, hvor man kan være nysgerrig. Prøve sig frem. Justere. Og finde ud af tingene undervejs.

Det er sjældent planen, der afgør, hvordan turen føles. Det er derimod måden, man møder det uforudsete på.

Udforsk naturen

Læs også:

Hvad er det værste der kan ske

Hvad er det værste, der kan ske?

– 3 gode råd, der gør dig mentalt klar til en vandretur Livet er fuld af udfordringer og ingen af os kommer igennem det, uden at støde på problemer i en eller anden form. Det samme gælder en vandretur: det kan for eksempel begynde at regne, du kan fare vild,

Læs mere »
Profilbillede af Pia Stigaard Skammelsen

Velkommen

Jeg hedder Pia og er iværksætteren bag Oh So Quiet ApS.

Her på bloggen deler jeg min passion for gåture: du kan finde tips til smukke gåture, læse om gåturens magi og følge lidt med i mit liv som iværksætter.

Læs mere om mig og historien bag Oh So Quiet ApS

Kontakt

Mobil: +45 22 25 57 81
E-mail: pia@ohsoquiet.dk

Seneste blogindlæg

Sociale medier

     

Kategorier