- 3 gode råd, der gør dig mentalt klar til en vandretur

Livet er fuld af udfordringer og ingen af os kommer igennem det, uden at støde på problemer i en eller anden form. Det samme gælder en vandretur. Det kan for eksempel begynde at regne, du kan fare vild, komme i uvejsomt terræn eller vrikke om på foden. I stedet for at lade dig afskrække eller slå ud, kan du gøre dig nogle tanker om, hvordan du vil håndtere disse udfordringer. Så kommer du lettere igennem dem, hvis de skulle opstå.

I dette blogindlæg kommer jeg med 3 gode råd, som du kan benytte dig af før og under din vandretur til håndtering af udfordringer. Rådene kan også benyttes i livet generelt.

De er inspireret af stoicismen, en antik filosofisk retning grundlagt af Zenon fra Kition (ca. 334 f.Kr. – ca. 262 f.Kr.). I stoicismen forsøger man at undgå at komme i følelsernes vold og i stedet træffe fornuftige valg på baggrund af selvindsigt.

Man kan tage nogle af principperne fra stoicismen og anvende som praktiske anvisninger til, hvordan man kan leve sit liv (eller tage på en vandretur) med større sindsro. Selv hvis man støder ind i udfordringer undervejs.

  1. Forbered dig på det værste, der kan ske

Stoikerne praktiserede en slags negativ visualisering. De forestillede sig, hvad er det værste, der kunne ske. På den måde var de forberedt, hvis det rent faktisk skulle indtræffe. Det kan du også med fordel gøre i god tid inden din vandretur. Det giver dig mulighed for at tage dine forholdsregler, inden du står midt i problemet.

Hvis du for eksempel frygter, at det begynder at regne, har du mulighed for at pakke regntøj og et regnslag til din rygsæk. Så risikerer indholdet ikke at blive gennemblødt, hvis du rent faktisk løber ind i regnvejr.

Hvis du derimod er usikker på, om du kan finde ud af at følge ruten på en app, har du mulighed for at øve dig med din mobiltelefon på en kendt strækning i dit nærområde inden selve vandreturen. Og hvis du tvivler på, at du kan holde til at gå en bestemt distance, kan du på forhånd undersøge, om der er mulighed for at skære nogle kilometer af ruten undervejs og tage en genvej, hvis det skulle blive nødvendigt. Eller du kan træne op inden turen ved at gå længere og længere aftenture i ugerne op til.

Negativ visualisering kan ses som en form for konstruktiv pessimisme, der får dig til at tage de nødvendige foranstaltninger, som øger sandsynligheden for et positivt udfald i den faktiske situation.

  1. Beslut dig for at favne det, der kommer

Vi lever i et samfund med høj velstand og tryghed, hvor det er utrolig nemt at søge det komfortable, behagelige og rare; vi sover med den bedste madras med den helt rigtige hårdhed, vi skruer op for varmen, så vi ikke fryser og tager en hurtigtvirkende pille, når vi får hovedpine. Bagsiden ved denne livsstil er desværre, at vi er blevet mere intolerante over for det ukomfortable, ubehagelige og urare – simpelthen fordi vi er ude af træning. Måske det er en del af forklaringen på, at vi i disse år ser en stigning i stress, angst og depression i samfundet.

Hvis du imidlertid er bevidst om, at det forholder sig sådan, bliver det nemmere for dig at være i udfordringerne, når de dukker op. Du kan nemlig på forhånd beslutte dig for at favne de udfordringer, der kommer, i stedet for at ærgre dig, gøre modstand eller gå i panik i situationen.

Det gjorde Lene og Dorthe på deres vandretur med Oh So Quiet i 2019. De forklarer det selv sådan her:  

”I dagene med vandring havde vi fokus på at favne dagen, som den kommer. En af dagene vandrede vi på sandstrand mod Stenbjerg. Sandet var tungt at gå i, og vi kunne ikke rigtig finde en sti, hvor sandet var trådt hårdt. Efter 20 skridt blev vi enige om, at det var sådan det var, og at vi favnede det, der kom. Det gav ro indeni.”

  1. Fokusér på det, du kan kontrollere

Et vigtigt princip i stoicismen går ud på at være bevidst om, hvad du kan kontrollere og ikke kontrollere. Man kan nemlig nemt lade sig rive med at negative følelser, hvis vandrestien pludselig er oversvømmet eller på anden vis ufremkommelig.

Her gælder det ifølge de gamle stoikere om at flytte dit fokus bort fra de omstændigheder, du alligevel ikke har kontrol over til ting, du rent faktisk kan påvirke.

I det nævnte eksempel kan du således tage en dyb indånding og overveje, hvilke handlemuligheder du rent faktisk har i den givne situation, i stedet for at fokusere på, hvor ærgerlig og irriterende det er, at du er havnet netop her. Du kan jo alligevel ikke fjerne det oversvømmede område fra stien, men i stedet måske forsøge at gå i en bue stor udenom, hvis det kan lade sig gøre? Du kan også kigge på dit kort eller din app og se, om der skulle være en anden sti, der leder dig udenom det oversvømmede område. Eller du kan tage sko og strømper af, smøge bukserne op og vade igennem vandet med bare fødder. Det gælder om at tænke lidt kreativt.

Det er ikke nemt altid at holde hovedet koldt, når udfordringer opstår, men det er til gengæld verdens bedste følelse, når det lykkes dig at gøre noget, du i udgangspunktet ikke følte, du havde ressourcer til.

Book en vandrerute her for hvad er det værste, der kan ske?

Vi favner det der kommer.

Kilder:

Niels Overgaard: “Det hele handler ikke om dig – Antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening“, People’s Press 2020

Hector Garcia & Fransesc Miralles: “Ikigai – Den japanske hemmelighed bag et langt og lykkeligt liv”, People’s Press, 2016

Læs mere:

Velkommen

Jeg hedder Pia og er iværksætteren bag Oh So Quiet ApS.

Her på bloggen deler jeg min passion for gåture: du kan finde tips til smukke gåture, læse om gåturens magi og følge lidt med i mit liv som iværksætter.

Læs mere om mig og historien bag Oh So Quiet ApS

Kontakt

Mobil: +45 22 25 57 81
E-mail: pia@ohsoquiet.dk

Seneste blogindlæg

Sociale medier

     

Kategorier