I dette blogindlæg får du gode råd til, hvordan du nemt kommer i gang med vandring, også selvom du indledningsvist måske ikke er i den bedste form. Rådene gælder også til dig, der gerne vil træne op til en vandretur.
Uanset dit udgangspunkt, gælder det om at lægge blødt ud, så du ikke mister lysten undervejs. Vandring handler ikke om præstation, men om at skabe dig åndehuller i en travl hverdag.
Hvor langt kan man gå uden træning?
Det et af de spørgsmål, jeg af og til får. Her vil jeg anbefale, at du lægger ud med vandreture på 3-10 km på naturskønne vandreruter i dit nærområde. Læg mærke til, hvordan din form er, hvilke omgivelser du finder mest stimulerende og hvor langt du cirka går i timen. Disse informationer kan du bruge til at planlægge kommende ture, så du får mest glæde ud af dem.
Det er vigtigt, at du i opstarten ikke presser dig selv for hårdt, for så bliver det sværere at komme ud ad døren næste gang. Frem for et spørgsmål om at gøre det godt, handler det om at det skal være godt.
Træn med en rygsæk
Dette råd gælder især, hvis du har planer om at tage på en vandreferie. Ved at gå med en rygsæk, vænner du dig til at gå længere distancer med noget på ryggen. Du kan også mærke, om den sidder rigtigt – gnaver den fx på skuldrene? Og hvor mange (eller få) kilo kan du bære, uden at det bliver alt for ubehageligt? Især den sidste information er vigtig, så du ikke kommer til at pakke din rygsæk for tungt. Der er intet, der så effektivt kan fjerne lysten fra en længere gåtur som smerter fra en tung rygsæk (jeg taler af personlig erfaring).
Udstyr
Fordelen ved vandring ift mange andre motionsformer er, at du ikke behøver at købe dig fattig i udstyr.
Hvis du er helt ny, kan du sagtens begynde med det, du allerede har: gå i et par sko, som du ved, sidder godt. Du kan sagtens bruge et par løbesko på kortere ture. Hvis du skal ud på længere ture, kan det dog være en god investering at købe et par vandrestøvler. De giver dig god støtte om anklen, så du ikke så nemt vrikker om på foden og får skader, men de gør det også muligt at nå tørskoet frem, selvom underlaget er vådt.
Husk at gå sko og støvler til, inden du tager på en vandreferie!
Derudover bør du købe gode sokker, der ikke er i et syntetisk materiale, fx uldsokker med forstærkning på tæer og hæl. Hav gerne to par sokker på – en tynd sok inderst og tykkere sokker yderst. Det kan forebygge vabler.
Om du er til vandrestave eller ej er lidt af en temperamentssag. De giver en god støtte, særligt hvis du går i kuperet terræn. Derudover aflaster de dine knæer med op til 25 procent, når du går ned ad bakke.
Du kan lære mere om det diverse udstyr til vandreturen her.
Proviant
Husk at medbringe vand og snacks. For eksempel en rugbrødsmad, en müslibar eller et stykke chokolade. Hvis du under en længere vandretur husker at holde dine energidepoter fyldte, føles turen meget mindre krævende.
En god huskeregel er at holde en snackpause på 5-10 minutter, hver gang du har gået en time.
Du kan læse mere om, hvordan du specifikt kan forberede dig til en Oh So Quiet tur her.