Skip to main content

Min datter elsker at besøge steder, vi har været før. For hende kommer udtrykket ”genkendelsens glæde” virkelig til sin ret. Hun finder en stor ro og glæde i, at alt er som det plejer. Det kan virke overvældende på hende med for mange nye indtryk på én gang; der er så meget, man så skal bruge energi på. Måske kender du følelsen?

Bagsiden af kun at opsøge det kendte er dog, at oplevelserne nemt glider sammen i hukommelsen.

Hvis du har et sommerhus, du ofte besøger, kan du måske ikke huske, hvad I lavede for bare to somre siden. Der synes at være en direkte sammenhæng mellem graden af kendthed og evnen til at kunne huske en oplevelse efterfølgende.

Tænk bare på højdepunkterne i dit liv: en fødsel, en usædvanlig smuk udsigt, et helt særligt måltid, et uventet møde. Det, vi husker særlig godt, er som regel det, der skaber et brud med vores vaner og forventninger.

Men hvorfor overhovedet gå op i om vi kan huske ting?

Fordi gode oplevelser giver os en følelse af at være levende. At have det godt og være tilpasse i vores tilværelse. Gode oplevelser er forbundet med livskvalitet.

Tag på eventyr i baghaven

Du behøver dog ikke nødvendigvis rejse langt væk for at få oplevelsen af ”første gang”. Den kan fint kombineres med behovet for stadig at være på kendt grund, f.eks. i sommerhuset.

Den oplevelse fik jeg for nogle måneder siden, hvor jeg havde besøg af en veninde. Vi ville gå en tur med hunden, og nu hvor jeg havde besøg, syntes jeg, vi skulle gå en anden rute end de ruter, jeg kender så godt og har gået et utal af gange.

Jeg fandt inspiration på hjemmesiden udinaturen.dk, hvor man kan se alle afmærkede vandreruter i Danmark.

Normalt bruger jeg udinaturen.dk, når jeg researcher på nye områder til Oh So Quiet-ruter. Denne gang var jeg dog interesseret i ruter i mit eget nærområde. Kun 2 kilometer fra mit hjem åbenbarede der sig en vandrerute, som jeg ikke kendte til.

Vi tog derhen og gik en tur på 5 kilometer. Det var den fineste tur i et skovområde, hvor jeg i den grad følte mig på dupperne; på mikroeventyr i min egen by. Der var en særlig fryd i at bevæge mig i et område for første gang, selvom det var så tæt på mit hjem.

Tænk, at kunne få denne særlige oplevelse i min egen baghave! Og samtidig fik min veninde og jeg et godt minde sammen.

5 genveje til mikroeventyr

Hvis vi ikke skal falde i ”plejer”-grøften, kræver det nogle gange lidt hjælp.

Her er 5 apps/hjemmesider, hvor du kan finde inspiration til nye gåturs-oplevelser:

  1. Storyhunt: digitalt guidede vandringer i storbyerne fortalt gennem billeder, videoer og tekst. Se fx street art i Aalborg, lær de små, skæve historier at kende på Østerbro eller gå i fodsporene på Knud den Hellige i Odense.
  2. Nationalparkernes apps: find vej gennem de smukke landskaber i de danske nationalparker og find information om mange af de ting, du støder på undervejs.
  3. Natureventyr: eventyrene tager udgangspunkt i områdernes historie, natur og geografi, så både børn og voksne tager en smule klogere hjem fra eventyr. Med appen i hånden bliver Svanninge Bakker til Dragernes Dal, og en hule mellem træets rødder bliver indgangen til en overdådig rævehule.
  4. OpdagDanmark: find nemt vej til unikke oplevelser – store som små – i det danske land. Find alt fra gastronomiske oplevelser til enestående naturoplevelser.
  5. Udinaturen.dk: find inspiration til ture ud i naturen i hele Danmark – hvad enten du leder efter cykelruter, shelters eller legepladser.