Et af mine absolut yndlings-gåturs-steder tager sin begyndelse ved Naturlegepladsen i udkanten af Tranum, hvor den afmærkede vandresti Tranum-Fosdalen ligger.

Jeg besøger igen og igen denne rute, der med årstidernes skiften hver gang byder på nye sanseoplevelser.

Det er et lille eventyr at bevæge sig på den smukke rute, der veksler mellem den lukkede skov og lange kig, der fortaber sig i horisonten.

Her finder du kort over ruten

 

 

Efterårstur sidst i november

Jeg bruger den sidste lørdag i november på at gå ruten baglæns. Ruten er velafmærket og kan gennemføres uden brug af kort i begge retninger. På intet tidspunkt er jeg i tvivl om, hvor jeg er på ruten – takket være de mange skilte, oversigtskort og en tydelig markering af stien.

Jeg parkerer ved Naturlegepladsen på Strandvejen, som også er den officielle begyndelse på ruten. Man kan dog stå på ruten flere steder undervejs, bl.a. ved p-pladsen på Ejstrupvej, Lerup Kirke og Fosdalvejen.

Det er første gang, jeg går ruten baglæns, men bestemt ikke sidste gang! Især de lange kig bliver endnu mere storslåede, når stien følges i denne retning. En udsigt af den anden verden slår én i møde efter cirka tre kilometer, hvor kontrasten til den tætte løvskov er intet mindre end storslået.

Jeg føler mig som et lille støvkorn i et stort univers.

Hvorfor er Tranum-Fosdalen særlig?

Vandrestien er certificeret som ”Premium Vandrerute” af Deutsches Wander Institut, der stiller strenge krav om bl.a. skiltning, underlag og særlig indtryksfuld natur for at en rute kan opnå et certifikat.

Når jeg går tur, oplever jeg tit og ofte stier, der ikke bliver plejet og ordentlig vedligeholdt. Det er bestemt ikke tilfældet her! Her er kælet for detaljerne på en elegant og diskret måde: underlaget består primært af trampesti, men brydes af bakker med trærødder som trappetrin, store sten gennem mudrede områder foruden en række board walks, der gør det muligt at komme tørskoet igennem de våde kløfter.

Man kan virkelig fornemme, at stien er anlagt med nænsomhed og kløgt.

Frivillige kræfter i Tranum Landsbyråd har arbejdet flittigt på at etablere vandreruten i samarbejde med Naturstyrelsen Thy og Jammerbugt Kommune

Om Fosdalen og plantagerne

Med sine 11 km snor stien sig igennem de frodige kløfter og dale i Danmarks største indlandsskrænt, Lien, som rejser sig med op til 60 meter over det flade forland. Havet nåede i Stenalderen helt ind til foden af skrænten, men landet har siden hævet sig.

Man har virkelig fornemmelsen af at træde i forfædrenes fodspor på ruten. I Fosdalen løber en lille bæk, der siden tidlig middelalder været søgt af mennesker for sit helbredende vand. De små klukkende lyde fra bækken, giver en særlig fredfyldt atmosfære.

Godt at vide om ruten Tranum-Fosdalen

Meget kuperet med afvekslende stigninger med trappetrin. Vandreruten forløber primært på naturstier og board walks.

Det er muligt at afkorte ruten – der skiltes 5 genveje, så man kan nøjes med at trave 2,5 km, 6 km, 7 km eller 10 km. Derudover kan følges en gul rute på 7 km i Langdal Plantage foruden en rød rute på 2,5 km gennem Fosdalen.

Hvis benene er små, er det en fordel at gå en af de korte ruter. Slut af med et besøg på den hyggelige Naturlegeplads ved parkeringspladsen på Strandvejen.

Hunde i snor er velkomne. Ved siden af parkeringspladsen på Strandvejen er der en hundeskov, hvor hunden må gå løs, hvis den er under kontrol.

Hovedindgang ved Strandvejen (skråt over for campingpladsen), ved Ejstrupvej, ved Lerup Kirke og to steder på Fosdalvejen.

Der er toiletter ved parkeringspladsen på Strandvejen samt ved Lerup Kirke (ved indgangen til skoven til højre for kirken).

Der findes en række udsigtspunkter med bænke og bord-bænke sæt langs med ruten. Derudover er der bålpladser og shelter til overnatning.

Velkommen

Jeg hedder Pia og er iværksætteren bag Oh So Quiet ApS.

Her på bloggen deler jeg min passion for gåture: du kan finde tips til smukke gåture, læse om gåturens magi og følge lidt med i mit liv som iværksætter.

Læs mere om mig og historien bag Oh So Quiet ApS

Kontakt

Mobil: +45 22 25 57 81
E-mail: pia@ohsoquiet.dk

Seneste blogindlæg

Sociale medier

     

Kategorier