Pakkeliste: Gode råd til din vandretur
Når du skal på vandretur, gælder det om at pakke det rigtige.
Du må fx ikke gå ned på varmt og regntæt tøj. Det kan være koldere end beregnet, fx hvis du har svært ved at finde et sted med læ til frokostpausen eller regnen pisker ned.
Omvendt gælder det samtidig om at pakke så let som muligt, da en tung og gnavende rygsæk i den grad kan ødelægge nydelsen ved din vandretur og give dig ondt i lænden og skuldrene.
Kunsten er med andre ord at finde den helt rigtige balance og lade alle unødvendige ting blive hjemme.
Fordelen ved en Oh So Quiet-tur er, at alt hvad du skal bruge af sovegrej, mad- og drikkevarer, håndklæder, toiletpapir mv. er til stede på overnatningsstederne, når du når frem. Det sparer dig for en del kilo i rygsækken og højner komforten undervejs.
I det følgende kan du læse nogle gode råd til vandreturen. Hvordan klæder du dig på og hvad skal du have med i rygsækken? Jeg har desuden lavet en anbefalet pakkeliste til en tur på 1-2 overnatninger.

Hvad skal du have på ved afgang?
Tøj: Når du skal på vandretur, er det en fordel at klæde dig på i mange lag. Det er der to grunde til: først og fremmest er det nemmere at justere din kropstemperatur undervejs på turen ved at tilpasse mængden af lag, dernæst fordi luften mellem lagene varmer.
Inderst kan du med fordel bære eller uld- eller svedtransporterende undertøj. Det er med til at holde dig varm og transportere fugten til det næste lag. Ovenover tager du fx skjorte og lange bukser.
Som tredje lag kan du tage en fleecejakke eller en striktrøje på, hvis det er koldt. Ellers kan dette lag springes over.
Yderst bærer du en vindtæt jakke, fx en skaljakke. Det er en god idé at vælge en jakke, som også kan bruges i regnvejr.
På fødderne er det en god idé med vandresokker af uld. Fordelen ved uld er, at de også varmer, når de er våde. Vær opmærksom på, om sokkerne sidder rigtigt – folder giver let vabler.
Støvler:
Hvis du ikke allerede har dem, er det en god idé at investere i et par vandrestøvler. De giver støtte til anklerne og forhindrer dig i at vrikke om så let. Med vandrestøvler behøver du ikke hele tiden have overblik over det, du træder på, mens et par kondisko let bliver gennemblødte, hvis du fx træder i en vandpyt eller noget mudder.
Hvis du gerne vil undgå at bruge penge på støvler, kan du evt. bruge et par kraftige sko med god sål, som du går godt i.
Husk, at sko eller støvler skal være så store, at det ikke gør ondt i tæerne at gå ned ad bakke.

Hvad skal du pakke i tasken til en Oh So Quiet-tur?
Her er en anbefalet pakkeliste:
- Dagstursrygsæk (10-20 liter)
- Let skiftetøj
- Vandflaske (husk at drikke vand under turen, så du ikke dehydrerer)
- termokande med te eller kaffe (mulighed for refill i sommerhusene)
- Madpakke til første dags vandring (eller spis en god frokost inden turen)
- Regnbukser/regnjakke
- Solcreme, kasket, solbriller
- Snacks til turen (så du ikke går sukkerkold undervejs)
- Regnvejrslakridser (som kun må åbnes i tilfælde af regnvejr eller at du er kommet på afveje)
- Toiletartikler (pak alt i små plasticbeholdere, så du holder vægten nede)
- Tægetang/pincet, vabelplaster, hovedpinepiller
- Vandtæt opbevaring til dine ting (fx plastposer)
- Varme sokker (der kan være fodkoldt i husene)
God vandretur