Har du nogensinde gået en tur i mørke? Det virker måske som et mærkeligt spørgsmål at stille i denne tid, hvor lyset endelig er på vej tilbage. Men mørket har sine egne kvaliteter, som en gåtur kan være med til at bringe frem: ro, intenst nærvær og en følelse af at være levende. Det kræver dog, at man for en stund tøjler frygten. Gå f.eks. en tur i skumringstimen og mærk, hvordan mørket gradvist tager til.
Fra hovedet ned i kroppen
For nylig begav jeg mig sidst på eftermiddagen ud på en gåtur i Lundby Krat, et skovområde ikke så langt fra mit hjem. Jeg havde haft et par online-møder den dag og drukket alt for meget kaffe, hvilket havde skabt en uro i min krop, som jeg trængte til at få rystet af mig.
Jeg fornemmede, at tusmørket var begyndt at falde på, men da jeg kendte ruten som min egen bukselomme, ignorerede jeg det faktum, at dagen gik på hæld.
I begyndelsen af turen myldrede tankerne rundt i mit hoved. Hvordan skulle jeg forholde mig til det, der var blevet sagt på møderne? Og hvad var det lige, jeg havde lovet at følge op på? Jeg var ikke rigtig nærværende, kun tilstede i mit eget hoved.
Det begyndte for alvor at blive mørkt, og jeg blev nødt til at koncentrere mig om, hvor jeg satte min fod; særligt når det gik ned ad bakke. En gren knækkede. Jeg spidsede ører. Var der andre inde i skoven end mig? Pludselig blev jeg bevidst om, hvor mørkt det i grunden var blevet. Jeg hørte tydeligt alle skovens lyde, som jeg kort forinden end ikke havde ænset. Jeg lagde også mærke til mit eget tilbageholdte åndedræt. Jeg gik langsomt videre. Nej, der var vist ingen ud over mig.
På én gang var jeg på vagt, men også sært i live i den mørke skov. Den ellers så kendte sti, føltes pludselig fremmed, som gik jeg her for allerførste gang. Det fyldte mig med en sær spænding. Der var bare skoven og mig, og væk var tankemylderet.
Sanserne intensiveres i mørket
Jeg oplevede på min gåtur, at mørket fyldte mig med en blanding af fryd og fred.
Det svarer næsten til den oplevelse, som forfatter Henry David Thoreau beskriver i bogen “Walden – livet i skovene” (1854), hvor det at gå i mørke forbindes med en helt særlig og næsten magisk oplevelse.
”Det er en vidunderlig aften, hvor hele kroppen er blevet til sanser og optager glæden i sig gennem hver eneste pore. Mens jeg går langs dammens stede bred (…) er der en usædvanligoverensstemmelse mellem elementerne og mig.” (kapitel 5)
Thoreau ser mørket som en mulighed for at forbinde sig med naturen og sig selv på en dybere, mere sanselig måde. Han beskriver, hvordan han kan høre lydene fra naturen mere intenst, hvordan han kan mærke vinden og luften på en anderledes måde end om dagen.
At komme ned i sanserne er ikke bare en stor oplevelse, men direkte sundt og noget vi aktivt bør opsøge indimellem, mener psykolog Irene Oestrich. Positive sanseoplevelser virker nemlig styrkende på vores sindstilstand og kan bruges som en måde at bringe krop og sind i balance på. Men sanserne skal trænes:
– Sanserne er knyttet til forskellige områder i hjernen, som aktiveres mindre, hvis vi ikke træner dem. Det er helt parallelt til en muskel, som skrumper, fordi den ikke bliver brugt, har Oestrich udtalt i et interview i Kristeligt Dagblad.
Man kan bl.a. træne sanserne ved mere bevidst at lægge mærke til, hvad man ser, lugter, hører og mærker på en gåtur. Duft fx til blomsterne eller kør din hånd hen over en træstamme og føl den ru bark. Fordelen ved at gå en mørketur frem for øvelser som disse er dog, at du helt automatisk kommer ned i dine sanser. Mørket fungerer som en fremkaldervæske for sanserne.
I mørket har fantasien frit spil
Sanserne elsker forandring og variation, men alligevel undgår de fleste af os mørket. Vi har en instinktiv frygt for, at noget farligt kan ligge og gemme sig i det.
Det hænger ifølge hjerneforsker Peter Lund Madsen sammen med, at vores hjerne er skabt til at være bange for det, der var farligt i Stenalderen. Her var mørket farligt, for der kunne ligge rovdyr på lur, klar til at æde os.
Vi er som moderne mennesker stadig programmeret til at være bange for mørket. Dette selvom fx trafikken er langt mere farlig og hvert år årsag til langt flere dødsfald. Det er fuldstændig irrationelt, for de farlige dyr er længst fordrevet fra den danske natur.
For nylig havde jeg en samtale med Johanne Baggesen (indehaver af ÆLT, ny surbrødsleverandør til Oh So Quiet), der som tidligere museumsinspektør havde brugt mørket som et formidlingsgreb i en udstilling om overtro. Udstyret med en fakkel skulle publikum famle sig vej igennem en række mørke rum og på egen krop opleve, hvordan mørket påvirkede dem. Pludselig forstod gæsterne bedre, hvordan overtro kunne opstå i gamle dage med forestillinger om ellefolk, hvide damer og hovedløse helheste.
I mørket har fantasien frit spil, fordi vi er frataget den sans, vi ellers bruger mest til at navigere i verden med, nemlig synssansen. Men netop fordi der skrues ned for én sans, skrues der tilsvarende op for de andre.
Tag veninden under armen
Hvis du vil have en oplevelse ud over det sædvanlige, behøver du således ikke bevæge dig langt væk. Du kan nøjes med at gå en tur i mørket, som der stadig er rigeligt af her i slutningen af februar.
Bonuseffekten er, at det skaber en mere afslappet sindstilstand og kan være en god måde at frigøre spændinger og stress, der kan opstå i løbet af dagen.
Hvis du ikke er tryg ved at gå alene, kan du invitere en god ven eller din partner med. Det tager øjnene cirka 15-20 minutter at vænne sig til mørket, og herefter vil det ikke føles helt mørkt længere. Er det skyfrit, lyser månen godt op.
Gå f.eks. en tur i skumringstimen og mærk, hvordan mørket gradvist tager til. Husk, hvis noget pusler i krattet, er det højest sandsynligt et pindsvin. Resten er dine tanker, der spiller dig et puds.
Rigtig god mørke-tur.
Kilder
Peter Lund Madsen: “Frihedens pris – en kort historie om menneskehjernen” (2018)
David Thoreau: “Walden – livet i skovene” (1854)
