5 grunde til, at det kan være en glæde at fare vild

“Du må gerne lade os fare lidt mere vild.”

Sådan skrev en tidligere gæst til mig efter sin vandretur med Oh So Quiet. Det kom helt bag på mig, for jeg gør mig meget umage for netop at undgå, at mine gæster farer vild. Derfor satte det helt naturligt en masse tanker i gang hos mig om, hvornår det i grunden kan være godt at fare vild.

Her er, hvad jeg er kommet frem til.

  1. Vi opdager nye steder

Når vi farer vild, kan vi opdage nye steder, vi ikke anede eksisterede. Det kan byde på uventede oplevelser og møder. For eksempel stødte jeg i sommers på en svensker, der var i færd med at fotografere en meget sjælden orkidé. Han fortalte mig begejstret om blomsten, som jeg aldrig ville have fået øje på, hvis jeg ikke havde forvildet mig væk fra den planlagte rute. Dette fænomen kaldes på engelsk ”serendipity” og betegner den situation, at du finder noget værdifuldt, du ikke ledte efter.

  1. Vi er til stede i nuet

Det er overraskende, hvor meget af verden vi ser og alligevel ikke registrerer. I det øjeblik vi opdager, at vi er faret vild, får vi dog øjeblikkeligt skærpet opmærksomheden på vores omverden og må bruge sanserne aktivt for at finde vej tilbage. Pludselig ser vi landskabet omkring os og lægger mærke til, hvor vi er. Vi er til stede i nuet frem for at gruble over det der var, og det der kommer.   

  1. Vi oplever, at vi kan mere end vi regnede med

At fare vild kræver noget ekstra af os, da vi både må finde en måde at orientere os på i ukendt landskab og samtidig må gå længere end planlagt. Det giver os selvtillid, når vi mestrer en vanskelig situation, særligt hvis ikke nåede at give op undervejs, men formåede at holde hovedet koldt. Jo vanskeligere kamp, jo sødere sejr.

  1. Vi lærer at omfavne livets grundlæggende usikkerhed

Som samfund bilder vi os selv ind, at det er muligt at kontrollere os ud af enhver usikkerhed, siger hjerneforsker Kjeld Fredens. Han mener, at denne måde at tænke på fremmer en perfekthedskultur, der gør os bange for at kaste os ud i nye situationer, hvor vi potentielt kunne fejle. Hvis vi i stedet erkender, at vi lever i en grundlæggende usikker verden, fjerner vi noget pres fra individets skuldre og giver plads til at prøve sig frem, så godt man nu kan. At fare vild er en noget nær optimal øvebane for dette.

  1. Vi skaber et minde for livet

Du kan garanteret huske en eller flere gange, hvor du er faret vild. Måske er det ligefrem den eneste ting, du kan huske om en tur, du var på for 5 eller 20 år siden. Det hænger sammen med, at vi bedre kan huske det, der bryder med vores forventninger, end de ting, der forløber som planlagt. Derfor er det også generelt nemmere at huske førstegangsoplevelser, end noget vi har gentaget mange gange. Så selvom det kan være skræmmende at fare vild, kan netop det forhold gøre, at vi skaber os et minde for livet.

"Jeg har fundet ud af, at der ikke er noget bedre end at gå i timevis, indtil du finder det sted, du ikke vidste, du ledte efter." Citat: Peter Plys, A.A. Milne

Velkommen

Jeg hedder Pia og er iværksætteren bag Oh So Quiet ApS.

Her på bloggen deler jeg min passion for gåture: du kan finde tips til smukke gåture, læse om gåturens magi og følge lidt med i mit liv som iværksætter.

Læs mere om mig og historien bag Oh So Quiet ApS

Kontakt

Mobil: +45 22 25 57 81
E-mail: pia@ohsoquiet.dk

Seneste blogindlæg

Sociale medier

     

Kategorier