“Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.”
Citatet stammer fra teolog og filosof Søren Kierkegaard, der holdt af at gå og nød godt af gåturens positive effekter: bedre helbred, færre bekymringer og større kreativitet.
Men hvordan bevarer man lysten og motivationen til at gå? Eller (gen)finder den, hvis man er gået i stå?
Her er 6 tips, der virker godt for mig:
1. Sænk ambitionerne
Når sofaen er dyb eller det regner, kan det være nemmere at komme ud af døren, hvis jeg bare skal gå en lille tur på 5-10 minutter.
2. Gå tur i naturen
En snoet sti i skoven får min eventyrlyst frem. Et nyere studie viser, at at selv korte ture i grøn natur rent faktisk forandrer hjernen og har en målbar og positiv effekt på vores negative tanker.
3. Lav gå-aftaler med andre
Under corona lockdownen begyndte jeg regelmæssigt at gå tur med to gode veninder. Når vi er afsted sammen, glemmer jeg helt at tænke på, hvor lang turen er. Vi sætter bare den ene fod foran den anden, mens vi snakker om løst og fast.
4. Brug skridt-tæller
Når jeg kan se på mit ur, at jeg ikke har fået gået særlig mange skridt efter en lang dag ved PC’en, så motiverer det mig til at snørre skoene og komme ud ad døren.
5. Tænk ekstra skridt som en belønning frem for spild
Jeg parkerer gerne lidt længere væk fra butikken eller går en omvej til møder. Med tiden har min hjerne forbundet de ekstra skridt med noget positivt, så jeg nu ikke længere oplever dem som spildte, men derimod vundne skridt.
6. Gå tur med hunden
I vores familie har jeg fast morgenturen med vores hund. Den får mit system i gang og gør mig klar til dagens program.