Oplevelsen af at komme helt tæt på naturen og blot være til stede i øjeblikket er for mig noget af det magiske ved en god vandretur. 

Det er dog begrænset, hvor meget vild natur der er tilbage i Danmark. Heldigvis bliver der gradvist mere fokus på, hvorfor det er vigtigt, at vi passer på den. Jeg har derfor i den seneste tid arbejdet på at udvikle idéer til, hvordan Oh So Quiets gæster kan bidrage til at beskytte den natur, de vandrer igennem.

På Naturens Vegne

Ifølge Biodiversitetsrådet befinder vi os i en global biodiversitetskrise. Alene i Danmark er 1.900 arter af dyr, planter og svampe truet i en grad, så vi risikerer, at de forsvinder fra vores natur. På land skyldes det primære tab af biodiversitet samfundets udnyttelse af vores landarealer og brug af naturressourcer. Årsrapporten fra 2023 konkluderer at kun 1,6% af Danmarks landarealer kan betragtes som beskyttede i 2023. Dette er utrolig lidt sammenlignet med EU’s mål om 30% beskyttet natur inden 2030.

Vi kan heldigvis afhjælpe biodiversitetskrisen ved at stoppe skadelige aktiviteter og genoprette ødelagte økosystemer. Derfor gør naturområder som Nationalpark Thy en stor forskel i forhold til at skabe naturlige levesteder for de danske arter. Der kan dog fortsat gøres endnu mere for naturen.

I podcasten ”På Naturens Vegne” er fokus netop på alt, der har med naturen at gøre – hvordan vi benytter og beskytter den. I den seneste episode medvirker jeg sammen med Else Østergaard Andersen, biolog og leder af Nationalpark Thy. Her taler vi om, hvordan besøgende i naturen kan bidrage positivt til naturpleje og -beskyttelse. Målet er at finde måder, hvorpå vi som besøgende aktivt kan efterlade et positivt aftryk frem for et negativt.

Else fortæller blandt andet om, hvordan man i Nationalpark Thy har involveret frivillige i at fjerne bjergfyrreskud i nationalparken. Dette initiativ skal forhindre, at områder i parken gror til. Der eksisterer dog ikke mange tiltag, der involverer de besøgende. Som Else beskriver det, er de besøgendes mulighed for at bidrage til området primært gennem donationer til nationalparken.

 Jeg synes, det er oplagt at overveje, hvordan besøgende kan gøre endnu mere for naturen.

Oh So Quiet og naturens bevaring

Oh So Quiets gæster kommer især på grund af naturen. Derfor ser vi det som en naturlig del af Oh So Quiets virke at tage ansvar for både mennesker og miljø. Vi vil beskytte og bevare naturen og de herligheder, som gæsterne kommer for at opleve. Oh So Quiets formål er at skabe bedre trivsel – både for mennesker og for kloden. De to ting hænger, efter vores overbevisning, sammen (læs mere om Oh So Quiets bæredygtige tiltag her).

Da jeg for et par år siden var på tur med nogle biologer, blev det tydeligt for mig, at det set gennem deres øjne er mennesket – og særligt turisten – som udgør den største trussel mod den vilde natur. Det gjorde mig ked af det, men det har også været en motivation for mig til at finde en vej, hvorpå vi kan modvirke dette. 

Det er et paradoks, at vi, som finder så stor glæde i naturen, samtidig medvirker til ødelæggelsen af den. Der slog en tanke rod i mig – måske vi kunne finde en måde at inddrage gæsterne, så de kan være med til at berige det område, de går i.

Et regenerativt tilbud og pileskud

I foråret afprøvede jeg derfor noget helt nyt på en af Oh So Quiets ture i samarbejde med Naturstyrelsen Thy. 

I det første sommerhus på gæsternes tur havde vi stillet en krukke med pileskud. Idéen var, at vores gæster kunne tage pileskud med på næste dags vandring og plante dem på et markeret område på ruten. På den måde får gæsterne mulighed for at give lidt tilbage til den natur, de vandrer igennem.

Naturstyrelsen Thy har valgt piletræet, fordi denne art er meget hårdfør. Piletræet er en vigtig kilde til føde og næring for mange insekter. Det er en fordel for det øvrige dyreliv, som fuglene, og kan derfor hjælpe med at støtte biodiversiteten i området. Piletræet tiltrækker også bier og sommerfugle, der hjælper med bestøvning af blomster i området.

Vi oplevede, at cirka halvdelen af grupperne tog pilen med. Det synes jeg er flot, når man tænker på, at disse gæster ikke var informeret om tilbuddet på forhånd. Jeg ved selvfølgelig ikke, om alle pileskud er blevet plantet eller om de er blevet plantet i det tiltænkte område. 

Til gengæld har mange af gæsterne været utrolig søde til at give tilbagemeldinger gennem sms’er, billeder og hilsner i min gæstebog. Jeg har blandt andet modtaget billeder, hvor gæster trodser regnen for at plante pil.

Det er min erfaring, at mange af forårsgæsterne, som fik denne mulighed, så det at plante pil som en meningsfuld aktivitet. Flere nævnte, at de havde lært noget nyt om naturen på ruten. Jeg tror, at mange finder det interessant at få en bedre forståelse for vores økosystemer og hvordan vi mennesker passer ind i dem.

Håb for fremtiden

Selvfølgelig er der grænser for, hvor meget Oh So Quiets initiativer kan ændre i det store billede. Mit håb er, at initiativer som dette kan inspirere til nye måder, hvorpå besøgende kan inddrages i naturbeskyttelsen. 

Måske viser det sig, at det at plante pil er et effektivt tiltag til at skabe naturlig spredning. Så kunne det jo være, at man også kunne lade andre turister – og ikke kun Oh So Quiets gæster – plante pil i et givent område. Det kan også være, at vi i fremtiden kommer på andre og bedre tiltag. Vi er stadig ved at eksperimentere med, hvilke tiltag der vil kunne give mening at involvere turister i. 

Håbet er, at vi på et tidspunkt vil stå med en række nye tiltag, der kan benyttes på linje med andre redskaber til naturbeskyttelse.

Jeg ser derfor frem til at forsætte samarbejdet med Nationalpark Thy i 2025, hvor vi vil arbejde videre på at udvikle nye lignende tiltag. Derudover er jeg stolt af at kunne afsløre, at Oh So Quiet inden for de kommende måneder vil kunne præsentere sin regenerative strategi.

Kilder:

Læs mere

Velkommen

Jeg hedder Pia og er iværksætteren bag Oh So Quiet ApS.

Her på bloggen deler jeg min passion for gåture: du kan finde tips til smukke gåture, læse om gåturens magi og følge lidt med i mit liv som iværksætter.

Læs mere om mig og historien bag Oh So Quiet ApS

Kontakt

Mobil: +45 22 25 57 81
E-mail: pia@ohsoquiet.dk

Seneste blogindlæg

Sociale medier

     

Kategorier