Tip til smuk gåtur: Lodbjerg Klitplantage

Vandretur gennem Lodbjerg Klitplantage

Nationalpark Thy vil altid være et hjertebarn for Oh So Quiet. De fredfyldte klitplantager og øde heder skaber en altid en særlig ro i mig, som det glæder mig at dele med andre.

Denne gang har jeg taget min nye praktikant med under armen og sat kursen mod Lodbjerg Klitplantage, som forberedelse til vores nyeste rute i Nationalpark Thy, Agger, Lyngby. Vi har netop parkeret bilen og bevæget os nogle ganske få meter ned ad den udvalgte sti. Humøret er højt og vi er spændte på at udforske området.

Fyldte depoter til turen

Da vi ankommer til Thy, bliver første stop ved Lodbjerg Fyr. Fyret er en af de seværdigheder, som gæsterne passerer på den nye rute. Vi er afsted på en onsdag formiddag og forventer egentlig at området ligger øde hen, men her får vi en overraskelse! Udenfor summer der af liv – en flok børn er ved at lære at gå på stylter. Inde i kaffestuen er alle bordene besatte, og vi får fortalt, at et selskab besøger caféen denne formiddag. Den hyggelige café er drevet af frivillige, og du kan her fylde depoterne med kaffe og hjemmebag. Vi køber en hjemmebagt bolle med ost, som vi tager med i hånden.

Lodbjerg Fyr er i dag en af hovedattraktionerne i Nationalpark Thy. Fyret er bygget i 1883 og blev fredet i 2002. I dag har man mulighed for at komme op i fyret samt se en udstilling om bl.a. fyrmesterens arbejdsopgaver. Det flotte granitbyggede fyr er med sine 33 meter synligt på flere tidspunkter af vores vandretur og har en særlig værdi som et pejlemærke i den øde klithede.

Fascinerende insektliv

En del af vores tur går gennem Lodbjerg Klitplantage, som engang var en ø i stenalderhavet, hvorfor kystklintens istidsaflejringer er omgivet af tidligere havbund. I dag ligger området dog 2-3 meter over hav-niveau. Selve klitplantagen blev etableret i 1923 for at stoppe sandflugten i området. På vores tur ser vi både de oprindelige nåletræer såsom bjergfyr, men også de senere indplantede løvtræer.

Efter ganske kort tid kommer vi til at snakke om de snakke om de mange sommerfugle, som yndefuldt flyver rundt mellem træerne i efterårssolen. Det netop i denne tid, man har sidste chance for at nyde dette elegante insekt, inden de enten pakker sig væk for at overvintre eller flyver mod varmere himmelstrøg. Derefter ser vi først sommerfugle igen til foråret.

Jeg nyder sommerfuglenes tilstedeværelse i den danske natur, for mange arter er nemlig truet, fordi deres leve- og ynglesteder bliver fjernet for at kunne dyrke jorden. Det er et tegn på en god balance i naturen, når sommerfuglene er til stede.

"Øjenstikker"

Generelt er der masser af aktivitet i klitplantagen. Vi er her nemlig også midt i guldsmedenes parringsperiode. Dette store insekt kan virke en smule frygtindgydende og i gamle dage troede man da også, at det stak folks øjne ud. Derfor har guldsmeden også været kendt under navnet ”Øjenstikker”. Heldigvis kommer vi begge hjem med øjnene i behold og i virkeligheden er det værste insektet kan gøre vist at tage en pause på ens skulder.

Guldsmeden er faktisk et utroligt fascinerende insekt, da det en af de bedst seende insekter, som tilmed kan styre sine øjne asynkront. Tænk lige alle de detaljer vi kunne opleve, hvis vi mennesker kunne det! Guldsmeden er et rovdyr, der spiller en vigtig rolle i reguleringen af insektpopulationer, og den er derfor ligesom sommerfuglen et tegn på et velafbalanceret økosystem.

Majestætiske kronhjortebrøl

Efter en lille times vandring bevæger vi os ind på Lyngby Klithede, som er et af de mest uforstyrrede områder i nationalparken. Her er et fantastisk fugleliv, hvorfor området også er lukket i fuglenes yngleperiode fra 1. april til 15. juli. Når vi går igennem klitheden, føler vi os virkelig som en del af vildmarken og glemmer alt om tid og sted. På hele vores timelange vandretur møder vi faktisk kun to andre mennesker!

Til gengæld er der andre beboere, som gør sig bemærket. Krondyr og rådyr græsser mellem klitterne i området og fra slut august til start oktober er kronhjortene i brunst. Det betyder, at vi bliver vidne til et helt særligt naturfænomen – kronhjortenes brøl. Det er en vild og unik oplevelse! Det er som et helt orkester af dybe toner, der løber hen over klitheden og konkurrerer i styrke og intensitet. På trods af mine utallige vandreture, hvoraf mange af dem har fundet sted i Thy, har jeg aldrig oplevet at se så mange krondyr på en gang!

Vi ser blandt andet en flok på 30-40 krondyr, som er ved at bestige en af klittoppene. Da de når toppen, kan vi se dyrenes silhuetter stå skarpt mod den blå himmel, mens flokkens kronhjort brøler af dens lungers fulde kraft for at imponere hinderne. Det er et magisk syn og lige i det øjeblik ville jeg ønske, at jeg var en talentfuld naturfotograf! Kronhjortene er ellers et meget sky dyr, og det er kun på denne tid af året, hinder og hjorte er samlet. Det er en hård tid for kronhjortene, som skal samle og holde styr på flest mulige af hinderne, holde rivalerne væk og være klar når muligheden byder sig; hver hind er nemlig kun i brunst et enkelt døgn. Det tager forståeligt nok på kræfterne og en kronhjort kan tabe sig op mod 20 kg i en brunstperiode!

Krondyr på Lyngby Klithede
Krondyr på Lyngby Klithede

Lykke-bær

Det er ikke kun dyrelivet som optager os på vores rute. Løbende skiftes vi til at udpege små detaljer i plantelivet. Vi udforsker de mange brombærkrat og smager på de søde bær, som er blevet modnet af solen. På turen ser vi også den sjove kæruld, der duver blidt i vinden, samt et utal af svampe, som ingen af os desværre kan identificere.

Da vi senere sætter os for at holde en pause i den lyserøde lyng med kronhjortebrøl i baggrunden, finder vi sortebær i lyngen. I denne pause falder tankerne på Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per. Mod slutningen af romanen vender Per tilbage til sine rødder i Jylland. I Brådebæk lever Per et simpelt liv, hvor han opnår klarhed over sin egen identitet. Selvom Brådebæk ikke eksisterer i virkeligheden, er der noget ved Lodbjerg Klitplantage, der minder mig om Pontoppidans beskrivelser af den barske vestjyske natur og de øde hedelandskaber. Denne reference bliver kun stærkere af, at turen finder sted i Nationalpark Thy – min egen hjemegn. Det er fascinerende, hvilke overvejelser en vandretur kan føre til, og Pontoppidans budskaber om lykke og trivsel sætter en smuk krølle på en dejlig vandretur.

Tilfredse ansigter efter dagens vandretur i Lodbjerg
Tilfredse ansigter efter dagens vandretur i Lodbjerg

Godt at vide om Lodbjerg Klitplantage

Vandreruten forløber primært på naturstier og board walks. Der findes små stigninger og enkelte steder med trappestier. Dele af strækningen går igennem indhegninger med græssende dyr. Ruten er ikke egnet til barnevogne.

Der findes en del afmærkede stier i området, heriblandt:

Baunehøjruten: 4,8 km

Lodbjergruten: 9,5 km

Hunde i snor er velkomne. Husk at holde hunden i stram snor, når I færdes i indhegninger og de fuglebeskyttet områder, så den ikke skræmmer dyrene.

Der findes flere forskellige muligheder for parkering i området. Jeg gjorde brug af  pladsen ved Lodbjerg Kirke, der er dog mulighed for parkering ved blandt andet Lodbjergvej, Lodbjergsti og ved Lodbjerg fyr.

Lodbjerg kirke er faktisk Danmarks næstmindste kirke og ligger helt ensomt, da området tidligere beboere har måtte flytte som følge af sandflugten

Ved Lodbjerg fyr ligger kaffestuen, hvor frivillige server hjemmebagte boller og kringle samt en kop kaffe. Kaffenstuen holder i 2024 åbent 1. maj-30. september i tidsrummet 11-16.

Nationalparkens app ”Nationalpark Thy” er et nyttigt værktøj på turen. Du kan finde stier, p-pladser, vandreruter, toiletter m.v. – og så viser kortappen hele tiden, hvor du er. Du kan læse mere om appen her.

Kilder

Velkommen

Jeg hedder Pia og er iværksætteren bag Oh So Quiet ApS.

Her på bloggen deler jeg min passion for gåture: du kan finde tips til smukke gåture, læse om gåturens magi og følge lidt med i mit liv som iværksætter.

Læs mere om mig og historien bag Oh So Quiet ApS

Kontakt

Mobil: +45 22 25 57 81
E-mail: pia@ohsoquiet.dk

Seneste blogindlæg

Sociale medier

     

Kategorier