Det at vandre handler i bund og grund om at sætte den ene fod foran den anden, men hvad er der på fødderne, når du vandrer? Hvor vigtigt er vores valg af sko? Hvordan vælger du det rigtige fodtøj til din vandretur?

Hvad skal du bruge?

En af de ting, som jeg holder af ved vandring er, at det ikke kræver noget at komme i gang. Det kan være så simpelt som at tage sko og overtøj på og gå ud ad din hoveddør. Du behøver hverken at gå mange kilometer eller være den store friluftsentusiast for at få glæde af den ro og nærvær, der opstår gennem en god gåtur.

Når du så er blevet rigtig glad for de luftrum, som gåture kan skabe i en ellers travl hverdag, så er der dog udstyr, som kan hjælpe til at gøre turen mere bekvem.

Hvis du gerne vil investere i én ting, der kan gøre den største forskel, så er jeg personligt utrolig glad for mine vandrestøvler og vil helt klart anbefale dig at investere i godt fodtøj.

Sko eller støvler?

Hvis du gerne vil ud at købe noget nyt fodtøj, så kan mulighederne godt føles en smule overvældende. Fodtøj til vandring er dog først og fremmest opdelt i to kategorier – sko eller støvler.

Ligegyldigt om du vælger den ene eller den anden, så har de hver deres fordele og ulemper, hvorfor du skal vælge den løsning som føles mest komfortabel for dig. Du kan starte med at gøre dig nogle overvejelser om: hvor du vil vandre? Hvad er det for en type underlag? Hvor langt vil du gerne gå og hvordan er klimaet?

Vandresko giver en god støtte i sålen, men ingen støtte til anklerne. De er derfor i udgangspunkt lavet til kortere ture i lettere terræn, hvor du ikke bærer på en stor oppakning.

Vandrestøvler derimod giver en ekstra støtte til anklerne og er derfor en god mulighed, hvis du har tendens til at vrikke om. Du får altså med vandrestøvler et solidt fodfæste, som er en fordel i lidt mere krævende terræn og på længere ture.

Derudover kan du i et par gode vandrestøvler gå igennem både højt græs og vandpytter på din vej, uden at du behøver at bekymre dig om at få våde fødder. Det kan du ikke helt på samme måde i vandresko.

Hvilket fodtøj passer bedst til en Oh So Quiet-tur?

Når jeg planlægger Oh So Quiet´s ture, prioriterer jeg at finde de hyggelige naturnære stier og undgår som udgangspunkt strækninger med asfalteret vej. På den måde oplever jeg selv, at jeg får mest glæde af den smukke danske natur.

Det er vigtigt for mig at vælge fodtøj, som tåler det til tider lidt våde danske vejr, men som samtidigt er åndbart, når jeg nyder de helt varme sommerdage. Samtidigt er hele konceptet med Oh So Quiet, at du blot skal pakke en let rygsæk, da forplejningen allerede står klar til jer ved ankomst til sommerhusene. Du kan derfor overveje at vælge en lettere vandrestøvle eller en vandresko til en Oh So Quiet-tur.

Som nævnt kan det være en helt fin løsning at vandre i et par kondisko, særligt hvis du er nybegynder og ikke ved, om vandring er noget for dig.

Forskellen på kondisko og vandresko/støvler er primært, at du ikke får helt den samme støtte. Kondisko sætter derfor større krav til dine ankler og fødder. Det kan derfor være en god idé at vælge en kondisko med en tykkere sål og gerne med stødabsorbering.

På eventyr uden våde fødder
På eventyr uden våde fødder

3 huskeregler til når du skal købe fodtøjet

Når du skal ud for at købe din sko, er der 3 huskeregler, som jeg personligt finder hjælpsomme. Jeg har listet dem nedenfor:

1. Køb dit fodtøj sidst på dagen

Sidst på dagen kan vores fødder nemlig godt være en smule hævet og du sikrer dermed ikke at få købt fodtøj, som er for småt. Det er også vigtigt, at din tå ikke rører snuden af skoen. Der må gerne være 1-1,5 cm i overskud. Prøv også gerne fodtøj iført de sokker, som du typisk vil vandre i. På den måde skaber du en situation, som minder så meget som muligt om, når du skal ud at bruge dit fodtøj på stierne.

2. Køb kun fodtøj, som føles behageligt

Der skal ikke være noget som strammer om din fod eller er generende. Selvfølgelig skal du gå skoene eller støvlerne til, inden de fungerer helt optimalt, men hvis der er noget i fodtøjet, som er generende i butikken, så bliver det sjældent mere behageligt på vandrestierne. Vælg også gerne en sko eller støvle som passer til din fodform – smal, bred, knyster mv.

3. Køb fodtøj i god tid

Det er vigtigt at få købt dit fodtøj i god tid inden du skal afsted. Så sikrer du dig tid til at få gået skoen eller støvlen til inden din tur. På den måde giver du dig selv de bedst mulige vilkår for en behagelig vandretur, hvor du kan koncentrere dig om at nyde de skønne omgivelser.

Mine egne elsket vandrestøvler
Mine egne elskede vandrestøvler

These vagabond shoes…

Mine vandrestøvler er for mig et symbol på den frihed, jeg føler, når jeg vandrer; på eventyrlysten og den spontane glæde ved bare at være til. Måske derfor føler jeg mig så godt tilpas i mine vandrestøvler, og de er altid førstevalget, selv hvis jeg bare skal gå en kort tur med hunden.

Når jeg har mine vandrestøvler på, føler jeg mig fri fra samfundets normer og forventninger til, at jeg skal være præsentabel og se pæn ud. Faktisk elsker jeg kun mine støvler mere og mere, efterhånden som de er blevet slidte og har fået patina.

”These vagabond shoes, are longing to stray”, som Frank Sinatra synger på hittet “New York, New York”, rammer ret præcist den nerve, mine vandrestøvler vækker i mig.

Velkommen

Jeg hedder Pia og er iværksætteren bag Oh So Quiet ApS.

Her på bloggen deler jeg min passion for gåture: du kan finde tips til smukke gåture, læse om gåturens magi og følge lidt med i mit liv som iværksætter.

Læs mere om mig og historien bag Oh So Quiet ApS

Kontakt

Mobil: +45 22 25 57 81
E-mail: pia@ohsoquiet.dk

Seneste blogindlæg

Sociale medier

     

Kategorier