Hvornår har du sidst gjort noget, som du har lyst til uden at tracke det på et motionsur eller dele det på sociale medier? Gør du ting i din hverdag, som ikke er produktive eller fører til et specifikt mål?
Vi befinder os i et præstationssamfund, hvor vi lever efter idéen om, at hvis vi ikke er lykkelige, så er det vores egen skyld. Mange har en travl hverdag, hvor vi konstant forsøger at maksimere vores tid og har store forventninger til os selv. Vi vurderer og bedømmer vores egen præstation og stræber mod det perfekte. Men måske vi skal blive bedre til at give os selv et frirum fra ræset mod perfektionisme og blive bedre til blot at være til stede?
Her kommer tre gode råd til, hvordan du kan bruge gåturen til at opnå en indre ro.
Lyt til naturen omkring dig
Der kan ske noget helt magisk, når vi tør at stoppe op. I stedet for at lade gåturen handle om, hvor hurtigt man kan nå fra A til B, hvor mange kilometer man kan gå eller hvor mange højdemeter man har besteget, så kan gåturen handle om at være til stede. Hvorfor ikke prøve at stoppe op på din næste gåtur, trække vejret dybt ind, lukke øjnene og så bare lytte?
Man kan blive utrolig overrasket over alle de lyde, som man ikke lægger mærke til i første omgang. Lyde som man først hører, når man tør at stoppe op. Tag dig gerne tid til at identificere så mange af lydene som muligt. Hvilke fugle, kan du høre, kvidrer? Hvor kommer den rislende lyd fra? Kan du høre andet dyreliv eller er der vand i nærheden? Er der helt stille?
Sæt tankemylderet på pause
Meditation kan være utrolig anstrengende og helt umuligt at starte op på, hvis man lever i en stresset hverdag. Vi har nok alle prøvet, at tankerne ikke vil stå stille. Lige så snart der er et stille øjeblik, begynder tankerne at myldre. Hvad skal vi have til aftensmad? Hvornår skal vi fikse den skabslåge i køkkenet? Hvad skal vi give Henriette i fødselsdagsgave? Fik jeg nu sendt den mail?
Når man lever som et præstationsindivid, bliver dette hurtigt ledt videre til en overbevisning om, at man er dårlig til at meditere og at man har fejlet. Der er derfor ikke nogen grund til at prøve igen, fordi det kan man jo ikke finde ud af.
Men meditation kan være mange ting og komme i mange afskygninger. Man behøver faktisk ikke engang at kalde det meditation. Vi kan bare kalde det at sætte tankemyldret på pause. Så når du går i naturen, så prøv kun at fokusere på at du sætter den ene fod foran den anden. Når du kommer til at tænke på noget andet end dine fødders bevægelse, så fortæl dig selv at det er okay og vend så tilbage til at fokusere på din krops bevægelse. På den måde kan du sætte tankemyldret på pause ved at fokusere på én tanke i stedet for at have 20 forskellige tanker flyvende i hovedet. Det kan være med til at give en indre ro og give dig selv en velfortjent pause. Du kan læse mere om, hvordan du kan bruge gåturen til at sætte tempoet ned her.
Øv dig i taknemmelighed
Når vi konstant skal præstere, fokuserer vi ofte på alt det, vi mangler og alt det, som ikke er godt nok. Hvis vi gerne vil blive bedre – ligegyldigt på hvilket område – så er det nødvendigt, at vi ved, hvad vi kan forbedre. Desværre kan det også tage overhånd og man kan glemme at sætte pris på alt det, som man allerede har opnået.
Det kan derfor være godt at øve sig i taknemlighed – særligt overfor sig selv. Hvad har du gjort for dig selv, som du gerne vil takke dig selv for? Det kan være store som små ting. Måske du i dag er taknemlig for, at din krops styrke og evne til at vandre eller måske blot, at du har din favoritsnack med i tasken? Når vi skal skabe nye vaner, så er en af de mest effektive metoder, at man udfører den nye vane i forbindelse med en eksisterende vane. Hvorfor ikke prøve at komme på fem ting, som du er taknemlig for, hver gang du er ude og gå?
Kilder:
https://jamesclear.com/habit-stacking
Petersen, A. (2017). Præstationssamfundet (1. udgave). Hans Reitzel.