Stilhed er en sjov ting. Et begreb, hvis betydning står ganske klart for os – fraværet af lyd. Noget der er ganske almindeligt og så alligevel uendeligt sjældent. Hvornår var du sidst i stilhed?

Der er konstant lyde omkring os. En brummen fra computeren, trafikstøj fra en nærliggende vej, baggrundsmusik i indkøbscenteret. Inde i os selv er der også sjældent stille. Hvad skal vi have til aftensmad? Hvad mente hun med det, hun sagde i går? Hvorfor gør min skulder ondt? 

Der kan være så mange lyde omkring os, at man knap hører dem.

Den ubehagelige stilhed

Den komplette stilhed findes ganske få steder i verden. Jeg har læst om særlige lyddøde rum, udviklet til forskning, hvor kun ens selvskabte lyde eksisterer. Når folk træder ind i disse rum, bliver de ramt af ubehag og svimmelhed. Det undrer mig at stilheden på en og samme tid kan være noget så tiltrængt og samtidigt være ubehagelig.

Stilheden kan ofte forbindes med noget negativt, som man mest af alt vil undgå. En akavet stilhed ved frokostbordet. At ankomme til en mennesketom restaurant. At gå hjem alene en sen aften.

Jeg kan selv opleve at være på en ubevidst flugt fra stilheden. Det viser sig i små handlinger, som når jeg sætter baggrundsmusik på, mens jeg laver mad eller andre praktiske ting i hjemmet. For det meste hører jeg og nyder musikken, men andre gange kan jeg være så fokuseret på opgaven foran mig, at musikken bare bliver til lyd. Lyd, som jeg måske kunne være foruden. For måske kan stilheden i virkeligheden være en gave, hvis vi lærer at omfavne den.

Hvorfor så søge stilheden?

Selvom den absolutte stilhed ikke umiddelbart er behagelig, så synes jeg alligevel, at der er noget særligt ved den stilhed, der opstår i fraværet af menneskeskabt lyd. Det bringer mig en varm og tryg følelse i kroppen, når jeg går blandt naturens lyde. Især i denne tid, hvor den stille vinter begynder at blande sig med en hvisken om forår. Jeg nyder at lægge mærke til, hvordan fuglene så småt begynder på deres sang, samtidigt med at nyfalden sne blidt knaser under mine støvler.

Menneskeskabt støj kan have helt fysiske konsekvenser for vores helbred. Undersøgelser viser, at mennesker, der lever tæt på trafikstøj, har forøget risiko for søvnproblemer, hovedpine, forøget blodtryk og stress. Derfor prøver jeg at minde mig selv om at søge stilheden. Særligt på de dage hvor den kan være lidt ekstra svær at finde.

Selvom jeg ved, at jeg har stor gavn af både den ydre og den indre stilhed, kan jeg alligevel opleve modstand mod at opsøge den. Det er en sjov ting, hvordan vi ofte har en modvillighed mod de ting, vi har allermest brug for. Et barnligt instinkt, ligesom dengang man på en fredag aften ikke ville gå i seng, selvom man knap kunne holde øjnene åbne. 

Måske vi er blevet så vant til den konstante tilstedeværelse af lyd, at fraværet ganske enkelt virker unaturligt. Samtidig synes jeg at have en helt anden indre ro, når jeg har siddet i stilheden. Det er, som om jeg mærker mig selv lidt mere. Hvordan har jeg det egentlig og hvilke følelser fylder inde i mig lige nu? Måske det netop er det, vi er bange for – at mærke efter. På den måde bliver vi i stilheden tvunget til at se os selv i øjnene uden distraktioner og undskyldninger.

Gaven i stilheden

Jeg tror ikke, at indre stilhed er et fravær af tanker, men snarere en accept af dem, der er til stede. En slags status-check med sit eget hoved. Jeg føler stilhed, når jeg for et øjeblik giver slip på den mentale to-do-liste og fordømmelser af tidligere handlinger. For mig er det en følelse af at give slip og være til stede i det, der sker nu og her.

Når jeg har været i en tilstand af indre stilhed, føler jeg et større overskud. Jeg kan nemmere rumme dagens udfordringer og små bump på vejen. Det er, som om jeg har givet mit sind en powernap. Jeg mærker det også i mødet med andre mennesker. Jeg føler, at jeg evner at være mere lyttende, forstående og giver bedre råd. Jeg genfinder min nysgerrighed – både over for mig selv, andre og omverdenen.

Jeg har i lang tid brugt gåturen til at bearbejde stærke følelser, konflikter eller svære beslutninger. Naturens stilhed giver mig et frirum til at finde ind til kernen af problematikken. Jeg tror, det er vigtigt en gang imellem at tage pauser for at undersøge, hvad der rører sig indeni os. 

Stilheden er en knap ressource, men den er noget, vi har brug for og gavn af i vores liv. Så min opfordring til dig er at prøve at opsøge stilheden og mød den med nysgerrighed. Hvad er på spil inde i dig, når du befinder dig i stilheden?

Stilhed gennem gåture

Velkommen

Jeg hedder Pia og er iværksætteren bag Oh So Quiet ApS.

Her på bloggen deler jeg min passion for gåture: du kan finde tips til smukke gåture, læse om gåturens magi og følge lidt med i mit liv som iværksætter.

Læs mere om mig og historien bag Oh So Quiet ApS

Kontakt

Mobil: +45 22 25 57 81
E-mail: pia@ohsoquiet.dk

Seneste blogindlæg

Sociale medier

     

Kategorier