Jeg har gået meget i forskellige perioder af mit liv.
Som teenager gik jeg for at få styr på forelskelser og udlængsel; som ung voksen for at rumme store forandringer og følelser.
I dag går jeg især for at få ro på tankerne og få rørt kroppen. Fælles for alle perioderne er, at jeg går, fordi jeg ikke kan lade være. Lange ture i by, skov, langs marker, fjord og hav.
Hverdagens åndehuller
Gåturene er mit frikvartér. De udgør en stille stund i hverdagens trummerum, hvor jeg ikke skal præstere andet end at sætte det ene ben foran det andet. Den overlægger er så tilpas lav, at jeg kan være med og får det gjort hver dag. Jeg går til arbejde (det er nemt, jeg bor kun 500 meter fra min arbejdsplads) og går som regel en lidt længere omvej, når jeg skal hjem igen.
De fleste skridt tager jeg alene, men finder også en enorm glæde ved at gå med en ven. Med skridtenes faste rytme og naturen som ramme, opstår der et stærkt nærvær. Samtaleemnerne flyder mere ubesværet, bliver hurtigt mere ærlige og personlige, synes jeg. Når man går sammen, er der plads til tavshed, uden at det føles akavet.
Ved at gå møder vi os selv
Under gåturene kan tankerne få frit løb. Jeg fokuserer ikke på bestemte opgaver, men finder tit og ofte kreative løsninger på arbejdsmæssige udfordringer og får nye, gode idéer. Idéen til Oh So Quiet er udsprunget af en skøn gåtur. Når jeg går, bearbejder jeg hændelser og episoder, der fylder hos mig. Hvis ikke jeg gik, ville det koste mig alt for mange vågne nattetimer.
Professor Bente Klarlund Pedersen beskriver det særlige ved at gå:
– Du ved aldrig, hvad der sker, når du begiver dig ud på en vandring. Du kan finde dig selv eller glemme dig selv. Du kan opleve en særlig lykkefølelse. Det sker tit for mig, når jeg går i voldsom natur og er udmattet efter timers vandring. Når jeg går, bliver jeg særligt modtagelig over for indfald og tanker. Om den modtagelighed, der kan opstå, når man går, siger Frédéric Gros: ”Men udvikler vi modtagelighed, åbner det for os en horisont, vi mangler i dag. Mennesker, der sidder ved en skærm hele dagen, mangler horisont. De kan ikke se himlen. De kan ikke se landskabets perspektiver.”
10.000 skridt om dagen, eller?
For snart tre år siden kom skridttælleren ind i mit liv. Og sammen med den en større bevidsthed om værdien af at gå. Skridtene blev sat i system, blev målbare, og jeg begyndte at gå endnu mere. Jeg må sande, at min adfærd kan styres af noget så primitivt som urets diskrete summen, når dagsmålet på 10.000 skridt nås. Min førhen så hyppige spændingshovedpiner er så godt som forsvundet, og jeg har fundet en effektiv ventil til at få ro på mig selv efter en hektisk arbejdsdag.
Alligevel irriterer det mig en smule, at det, der før var rent lyststyret, nu også er blevet måldrevet. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om målet helliger midlet eller ændrer radikalt på oplevelsen. Det må jeg lige summe over på en gåtur.
