For mange af os danskere er naturen forsvundet ud af vores hverdag. Vi køber æg i supermarkedet, men har intet forhold til hønen, der har lagt dem. Vi har små potter med planter stående i vores hjem, men aner ikke, hvor i verden de kommer fra. Vi arbejder ved PC’en og lader os transportere afsted i biler.
Men nutidens kriser kunne tyde på, at vi dermed har indrettet vores hverdag på en måde, som belaster klimaet og naturen uforholdsmæssigt meget.
Et skridt i den rigtige retning kan tages ved, at vi igen bliver forbundet med naturen, tror jeg. Og her kan gåturen spille en vigtig rolle som indendørsmenneskets udvej.

Indendørsmennesket
Problemet er, at vi er blevet et samfund af indendørsmennesker.
Som indendørsmenneske er naturen ikke en nødvendig del af dagligdagen på samme måde som det er nødvendigt at passe sit arbejde eller hente sine børn fra daginstitutionen. Og er det nyt i menneskehedens historie.
– Hvis en dag består af 100 gange 15 minutter – det er egentlig 96, men det er svært at regne med – hvor stor en del af den tid bruger du så udendørs? Hvis hvert kvartér svarer til 1 procent, hvor mange af dine vinterdage sniger sig op på mere end 10 procent?
Sådan spørger antropolog Cecilie Rubow polemisk i ”Indendørsmenneskets natur” – en bog, jeg varmt kan anbefale og som har inspireret mig til dette blogindlæg.
Jeg er selv et indendørsmenneske.
Når jeg skal fortælle andre om, hvad jeg har lavet i mit liv, beskriver jeg det altid med indendørssteder: skoler, arbejdspladser, bopælsadresser, aldrig med naturområder.
Da jeg som barn voksede op i Thy, var naturen primært et sted, min familie tog på besøg i. Om sommeren soppede vi i strandkanten og slog smut med flade sten, mens mor slikkede sol på tæppet. Når kuløren var fin, tog vi hjem igen. Senere på året fandt vi kantareller i skoven og indsamlede pyntegrønt og kogler til juledekorationen. Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har gået en tur uden et formål. Det var ikke så almindeligt i Thy dengang.
På den måde er naturen tidligt i livet blevet et sted, hvor jeg ikke hører hjemme. Men også et sted forbundet med en særlig glæde.
Oplevelsen af forbundethed
”Det man holder af, passer man også på”, lyder parolen blandt mange naturformidlere. Det ligger der en sandhed i, tror jeg.
For selvom jeg som indendørsbarn syntes, det var irriterende, at vi SKULLE ud i skolegården i de ”store” frikvarterer, foregik mine mest magiske stunder også udendørs: mit hemmelige sted med de blå blomster, lykken ved at løbe i bare tæer i regnvejr, fryden ved en kold regnorm mod min varme hud.
Men ligesom kærligheden til ens udkårne er en plante, der skal vandes og passes for ikke at dø, tror jeg, at håbet for fremtiden ligger i at få genetableret forholdet til naturen for os indendørsmennesker.
Gåture kan være en måde at gøre dette på.
For mig er følelsen af at være en lille del af et uendeligt univers i dag en af de allerstærkeste følelser. Den udløses typisk af en spektakulær udsigt, et glimt af et vildt dyr eller når jeg har gået i lang tid i et øde landskab.
Den giver mig en stærk lyst til at lære mere om naturen og til at drage omsorg for den. Jeg forstår med kroppen, hvorfor vi skal værne om den natur.
At vi som mennesker ER en del af naturen.
Andre blogindlæg
