Indtryk fra en Oh So Quiet-tur
Helle og Christian fra Islands Brygge har været afsted på en Oh So Quiet-tur tre dage i april 2022 på ruten “Fosdalen, Svinkløv”. Her er deres indtryk fra turen i ord og billeder.
Dag 1 - med pejs, svinekæber og vin i glasset
Det har været en helt fantastisk tur i dag. Vi har virkelig hygget os. Og mit dårlige knæ/ben har kunnet holde distancen. Pyha!!
Vi har haft det fineste milde vejr på vores første vandringsdag – ved marker, i skovbryn og gennem bakkede skove.
Vi har set fine udkigspunkter fra bavnehøje, og lyset var os nådig, da vi skråede gennem plantager, hvor vi forbløffedes over det vilde arbejde, der har ligget i at skabe plantagerne.
Det er en pudsighed at have en oplevelse af at gå i gammel natur – og så alligevel få øje på, hvordan naturen er konstrueret med tykke træer på linje og pludselig afveksling af beplantning.
Sommerhuset har taget vel i mod os med pejs, svinekæber på tallerkenen og vin i glasset.
Dag 2 - gennem et elverlandskab
Vi et vågnet med udsigt til rim på græsset – som den varme forårssol dog hurtigt har fået til at fordampe.
Efter et dejligt bad og nybagte boller har vi begivet os ud på andendagens distance på 17-18 km.
Hurtigt må vi sande, at vi vil få en virkelig lun og solbeskinnet forårsdag som stærk følgesvend hele dagen – og jakken er blevet lagt ned i rygsækken.
Vandringsdagen har budt på virkelig stor variation med smukke skovlandskaber, flotte udsigter med brede vidder og en fascinerende og bugtende Fosdal med et skovbundstæppe fuldstændig dækket af anemoner og gul vorterod.
Havde vi været her ved aftenstide, ville vi ikke være blevet overrasket over at have mødt elvere eller alfer – de ville have passet perfekt ind!
Men vi har ingen overjordiske væsner set – til gengæld har vi mødt mange andre glade vandrere på vores tur op og ned af de smukke bakker.
Her er de ord, som jeg havde i hovedet, mens vi gik. Det er blevet til et lille vers.
Skridt for skridt passerer stammerne stille og støt forbi.
En spætte bryder tavsheden.
Igen indtages jeg af skovens gavmilde gaver.
Små og store bakker bryder skovbunden,
og jeg bjergtages af duften af frisk mos.
Sanserne suger til sig – og jeg indtager det
– uden at noget tages væk.
Jeg tager skridt på skridt men sætter næsten ikke spor.
Men turen sætter alligevel sine spor
– i mig.
Hvor heldig kan man være!
En god nats søvn har gjort godt for de ømme muskler – så kroppen er hurtigt klar igen, og vi kan se frem til endnu en dag i det skønneste forårsvejr.
Vi er nemt kommet afsted på dagens rute, og det er pudsigt igen at opleve et naturskifte, som vi kommer tættere på kysten med klitter, buskads og stemningsfyldte sommerhuse.
På den anden side af skråningerne, begynder vi at se de særlige konturer for bakkeformationerne i landskabet. Og længere fremme, hvor afstanden til vandet bliver mindre, er aftegningerne af Svinklovene tydelige at se.
I vores selvskabte fortælling giver det mening, at vikinger i sin tid har set formationerne fra havsiden og har set en klar parallel til grisens fusser.
Selvom det ser anderledes ud nu med det grønne og mossede tæppe over klovene, så må det også den gang have været et betagende syn!
Når tankerne får lov at vandre
Og det er den slags samtaler, der pludselig kan opstå, når vi går sammen og ikke forstyrres af andet end det vi ser, sanser – og så ellers associerer frit til. Således kan vores tanker og ord forme sig mod nye nysgerrigheder, såsom hvad vikingerne egentlig har set?, Hvor hurtigt et grantræ kan vokse? Og hvem fik egentlig organiseret Hærvejen?
Sådan oplever vi, at det ikke kun er fødderne der vandrer og går nye veje – det gør vores tanker og nysgerrigheder også. Og der opstår et nærvær i de små samtaler og den fælles nysgerrighed, som rækker videre ud over os selv – og væk fra hverdagens cirkler og selvfokus.
At føle sig lille kan føles så stort, og den følelse rammer os resolut, da vi har taget trinene op til det første store udsigtssted over svinklovene og Jammerbugten – og viddet er storslået!
Der snapper jeg lige efter vejret – og ikke på grund af opstigningen men på grund af, hvor prægtig udsigten er!
Vi spiser vores hjemmelavede frokost og priser os lykkelige for, at vi – de lidt ømme muskler til trods – har så gode helbred, at vi har kunnet berige vores kroppe, tanker og nærvær med hinanden med en yderst vellykket tur med Oh So Quiet.
Oplevelsen har været storslået, sindet er ydmygt og taknemmeligheden bruser i hele kroppen.
Indtryk fra en Oh So Quiet-tur i fotos
