“Vi går bare lidt, og så ser vi.”
Sådan lød det, da nogle af vores første gæster pakkede rygsækken og begav sig ud på deres første Oh So Quiet-vandretur – mor og datter, hånd i hånd. Det var ikke med ambitioner om at slå rekorder eller nå særlige destinationer. Det var bare et ønske om at være sammen, uden forstyrrelser. En chance for at lade hverdagen blive hjemme og i stedet finde hinanden i stilheden og skridtene.
Hvad de ikke havde regnet med, var hvor meget den tid ville betyde. At det netop var i vandringen – i legen, i pauserne, i de små overraskelser – at samtalen begyndte at flyde på en ny måde. Ikke planlagt. Ikke påtaget. Men ægte. Ud af landskabet, stilheden og tiden, de havde givet sig selv.
Det starter med nysgerrighed – ikke distance
Det handler ikke om, hvor langt man går, men hvad der sker undervejs. Når man vandrer med børn, ændrer tempoet sig. Fokus flytter sig fra kort og kompas til en frø, der hopper i grøftekanten eller en sten, der ligner en dinosaurus. Det, vi voksne tænker på som “destination”, fylder sjældent meget i børnenes oplevelse. De husker sodavanden ved bilen. Den sjove bakke. Morgenboller i sommerhuset. At blive hørt. At have tid.
I naturen slipper vi kontrollen lidt. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Man går, når man har lyst. Holder pause, når man trænger. Snakker, når noget dukker op. Stilheden gør også sit. Den skaber rum for det, vi sjældent får talt om – eller bare rum for at være sammen uden ord.
Små ben og store oplevelser
Det kan virke som en udfordring at tage børn med på vandreferie. Men børn kan meget mere, end vi tror – især når de får lov at gøre det i deres eget tempo og på deres egne præmisser. Og det smukke er, at det ofte er netop dét, de husker. Ikke hvor mange kilometer de gik, men hvordan det føltes at blive mødt i sit eget tempo. Hvordan det føltes at få lov til at være med til at bestemme. At samle en særlig fjer. Eller at de fik lov at have en sodavand med i rygsækken.
Det er derfor, jeg elsker den her ferieform. Den tvinger os til at sætte farten ned. Til at være i nuet. Og til at se hinanden. Ikke bare som “forældre” og “barn”, men som mennesker med forskellige benlængder og behov. Og måske også med det samme behov for en is, når vi når frem.
Tips fra én, der har gået med børn og nydt det
- Forvent mindre – oplev mere
Det er ikke alle børn, der elsker at gå. Og det er okay. Hvis I kommer 5 kilometer og har haft det sjovt undervejs, så er det en kæmpe succes.
- Pak snacks
Mange snacks. Der er få situationer, som en god madpakke og lidt chokolade ikke kan forbedre.
- Lad børnene være medplanlæggere
Giv dem kortet, lad dem vælge pauser eller lege “naturdetektiver” undervejs.
- Giv plads til stilhed
Det er fantastisk, hvad der kommer op til overfladen, når man ikke snakker hele tiden.
- Fejr de små ting
En god udsigt, en bænk i skyggen eller at nå frem i tørvejr – det hele tæller.
Det, vi tager med os hjem
Når vi taler med vores gæster, er det sjældent distancerne, de nævner. Det er stemningen. Solen gennem trækronerne. En snak, der opstod ud af ingenting. En følelse af nærvær, der satte sig. Og det er netop det, vi håber, en vandreferie kan være: en ramme for det, der virkelig betyder noget. Ikke for at flygte fra hverdagen, men for at finde tilbage til det, vi gerne vil have mere af.
Tag børnene med – også de store
Det gælder både de små med korte ben og de store med lange øjenrul. For selv teenagere, der har travlt med alt det, man har travlt med i den alder, kan pludselig finde tilbage til noget vigtigt, når man trasker afsted sammen. Måske er det netop det, de længes efter uden at vide det selv. I naturen bliver vi lidt mere os selv. Og lidt mere hinandens.
Gode familieruter
