Hvem skal du vandre med?

En vandretur handler ikke kun om, hvor du går hen, men også om, hvem du går sammen med. For nogle er den perfekte vandremakker kæresten eller den gode ven, mens andre helst vil have hunden, familien eller måske en kollega med. Og så er der dem, der tør snøre støvlerne sammen med en, de ikke kender så godt. For uanset hvem du deler stien med, kan vandreturen noget helt særligt: Den giver tid til samtaler, stilhed, grin og nye fælles oplevelser.

Vandreturen med kæresten

For mange par er vandreturen en oplagt måde at være sammen på. Senest gjorde jeg det selv, da min mand og jeg i sommerferien vandrede i hjertet af Tyskland i Harzen. Når vi vandrer sammen, får vi skabt et rum væk fra hverdagens praktiske gøremål og distraherende skærme. Her bliver der plads til både de gode samtaler og til at gå i stilhed, mens vi hver især fokuserer på vores gang og det smukke landskab omkring os.

Det at vandre sammen adskiller sig fuldstændig fra en almindelig date eller en weekend derhjemme. Både fordi vi oplever noget nyt og skaber et fælles minde, men også fordi det kan blive en lille test af, hvordan vi håndterer udfordringer sammen. Nogle gange bliver vi trætte på forskellige tidspunkter. Andre gange er vi ikke helt enige om dagens tempo eller pausens placering. Og så kan vandreturen blive en meget konkret øvelse i noget, vi også har brug for i hverdagen: at indgå kompromiser, være opmærksom på hinandens behov og acceptere, at vi ikke altid har det samme tempo.

Vandreturen med en ven eller veninde

Når jeg skal være sammen med mine venner og veninder, er gåturen en af mine foretrukne aktiviteter. For mig er det den perfekte kombination af motion, frisk luft og masser af snak. Jeg sammenligner det nogle gange med at køre bil. Man har et klart formål og noget konkret, man skal gøre for at komme fremad, samtidig med at der er overskud til samtalen. Det er også, som om der er en særlig effekt i det at gå side om side frem for at sidde over for hinanden. Jeg oplever gang på gang, at samtalen flyder naturligt, samtidig med at det føles uformelt og afslappet.

Selv stilheden behøver ikke at være akavet. Den er naturlig i naturen, og der er plads til at være i den. Den kan opstå, når en passage er lidt mere krævende, og koncentrationsniveauet stiger, men også bare, hvis der er særligt smukt, eller en dyb samtale har givet anledning til et øjebliks refleksion.

En vandretur er også en god anledning til at udfordre hinanden lidt. Jeg kan selv komme i tanke om ture, hvor jeg har gået lidt længere, end hvis jeg havde været alene, valgt den mere bakkede rute eller prøvet noget, jeg måske ikke havde kastet mig ud i alene. Vi tør bare lidt mere, når vi er sammen med vores venner. Og selv hvis vi fejler, gør det ikke så meget, når vi er i selskab med dem, vi føler os godt tilpas sammen med.

Det er samtidig på vandreture, at jeg har nogle af mine sjoveste minder med mine venner. Jeg tror, det er den følelse af uformelhed, der griber os og giver plads til at pjatte lidt mere, end vi måske ville gøre over en kop kaffe på en café. Der er noget befriende ved at være ude i naturen sammen. Man kan give lidt slip på facaderne og bare være til stede og måske ende med de der grin, der gør helt ondt i maven.

Vandreturen med familien

Familievandring kan foregå på mange forskellige måder. Det kan være voksne børn, der går med deres forældre. Det kan være kusiner og fætre, der finder tid sammen væk fra hverdagen. Det kan være søskendepar med børn eller bedsteforældre, der arrangerer en vandretur som en anderledes måde at fejre en rund fødselsdag på.

Uanset hvem i familien, der snører vandreskoene sammen, giver en vandretur mulighed for at være sammen på en anden måde end omkring middagsbordet. Man oplever noget sammen og har ikke nødvendigvis et bestemt sted, man skal nå hen med samtalen. Det giver plads til både de små hverdagsfortællinger og de større spørgsmål, som måske ikke altid når at komme frem, når familielivet går stærkt.

Naturen kan også være med til at åbne for minder og fortællinger. En bestemt udsigt kan vække minder fra en sommerferie, en duft kan føre tankerne tilbage til barndommen, og måske dukker historier op, som de andre i familien aldrig har hørt før. På den måde kan en vandretur også blive en anledning til at lære hinanden lidt bedre at kende.

På vandreturen møder man hinanden uden de vante roller. Forælderen er ikke kun den, der altid spørger, om man har husket jakken. Bedsteforælderen er ikke kun den, der fortæller de samme historier. Og de voksne børn er ikke kun dem, der kommer forbi til søndagsmiddag. På stien er man bare mennesker, der går sammen, holder pauser, bliver lidt trætte og deler oplevelsen.

Vandreturen med din hund

En af glæderne ved at være hundeejer er netop den naturlige grund til at prioritere gåturene i hverdagen. Det skaber små ophold i dagen, hvor man kommer ud i den friske luft og får lidt bevægelse indlagt. På mange måder er vores hunde da også de mest oplagte vandremakkere.

Når jeg går med vores hund, er det, som om hans begejstring smitter direkte af på mit eget humør og overskud. Skridt for skridt kommer jeg ned i roen og får bearbejdet dagens mange indtryk. Måske er det netop det, hunden kan noget særligt med. Den stiller ikke spørgsmål til, om turen er lang nok, eller om vi når frem i et bestemt tempo. Den er bare optaget af det, der sker lige nu.

Jeg synes også, at der er noget fascinerende i hundens måde at opleve naturen på. Den snuser, undersøger og stopper op. Der er ikke på samme måde en start og en slutning på turen, men nærmere en oplevelse, der skal tages ind. En gren, der skal undersøges. En ny duft, der skal følges. Et sted, hvor der pludselig er noget interessant, som får hunden til at stoppe op.

Vores hunde inviterer os på den måde til at lægge mærke til alle de små detaljer i landskabet, som vi ellers let ville gå forbi. De minder os om, at en vandretur ikke nødvendigvis handler om at komme fra A til B. Nogle gange handler den mere om alt det, vi opdager undervejs. Det hjælper mig til at sænke tempoet og være mere til stede i det, jeg oplever lige nu, frem for hele tiden at fokusere på målet.

Vandreturen med dine kollegaer

Da Mathilde havde været ansat i Oh So Quiet i et år, valgte vi at tage en tur til Mariager Fjord og holde en MUS ’n’ walk. Det fungerede virkelig godt! Jeg havde forberedt nogle løse punkter, som vi skulle gennemgå, alt imens vi vandrede på en smuk solskinsdag gennem det bølgede landskab i Bramslev Bakker.

Vi oplevede begge, hvordan vi kom dybere ind i emnerne, end hvis vi blot havde siddet i et mødelokale. Måske netop fordi samtalen bliver mindre formel, når man går side om side. Man sidder ikke over for hinanden med en dagsorden på bordet, men bevæger sig sammen gennem landskabet, mens samtalen får lov til at udvikle sig undervejs. Vi talte både om året, der var gået, hvilke opgaver der er sjove og mindre sjove, og om drømme og læringsmål for fremtiden.

Mathilde og jeg har efterhånden gået mange af Oh So Quiets ture sammen, og det har helt sikkert været med til at forme det gode samarbejde, vi har i dag. Vandreturene har skabt en fortrolighed mellem os, hvor der både er plads til at fejre succeserne, tale om det, der er svært og have en off-dag.

Derfor tror jeg også på, at vandreture med kollegerne kan være mere end bare teambuilding. Det kan være en måde at lære hinanden at kende som mennesker ikke kun som kolleger. Og netop den fortrolighed gør det lettere at spørge om hjælp, dele en idé eller sige højt, når noget ikke fungerer.

Vandreturen med en, du ikke kender så godt

Lidt mere utraditionelt kan man også sagtens gå med en, man ikke kender så godt endnu. Det kan være en ny ven, en bekendt, en nabo eller noget helt fjerde. Jeg nyder selv at gå en tur med personer, jeg har mødt både privat og professionelt, hvor jeg har en fornemmelse af, at vi vil klikke godt.

Jeg synes, det tager noget af det sociale pres, at vi har noget fælles at opleve og tale om. Man behøver ikke hele tiden finde på det næste spørgsmål eller holde samtalen kørende. Der er en sti at følge og et landskab at opleve. Samtidig er der plads til stilheden, uden at den behøver føles som et tomrum.

På en vandretur får man også nogle små glimt af, hvem den anden er. Hvordan har de det med at gå hurtigt eller langsomt? Skal der holdes mange pauser, eller vil de helst bare videre? Hvad sker der, når ruten pludselig er lidt mere krævende end forventet? Det er ikke nødvendigvis store eller afgørende øjeblikke, men de kan fortælle noget om et menneske, som man ikke får øje på over en kop kaffe.

Derfor synes jeg, at en vandretur kan være en fin måde at gå fra “vi kender hinanden lidt” til “vi kender faktisk hinanden ret godt”. Man har ikke bare talt sammen. Man har oplevet noget sammen.

Så hvem skal du vandre med?

Der findes ikke én rigtig vandremakker. Den rette at snøre vandreskoene sammen med afhænger måske mest af, hvad du har brug for lige nu. Nogle gange har du brug for en, der kan få dig til at grine, andre gange en, der tør tage de svære samtaler. Måske har du brug for at sænke tempoet sammen med din hund eller opleve noget nyt sammen med familien.

For i sidste ende handler en vandretur ikke kun om ruten, landskabet eller antallet af kilometer. Den handler også om det menneske, du deler vejen med, og om de samtaler, grin, stilheder og minder, der opstår undervejs.

Læs mere om vores ture:

Velkommen

Jeg hedder Pia og er iværksætteren bag Oh So Quiet ApS.

Her på bloggen deler jeg min passion for gåture: du kan finde tips til smukke gåture, læse om gåturens magi og følge lidt med i mit liv som iværksætter.

Læs mere om mig og historien bag Oh So Quiet ApS