Vi tror, at pauser afbryder vandreturen, men i virkeligheden er det dem, der skaber den. Når vi stopper op, får både krop og sind ro til at genoplade, og oplevelserne får tid til at bundfælde sig. De små ritualer på stien – at tage rygsækken af, skifte strømper, spise og drikke lidt – er ikke dovenskab, men selve nøglen til at kunne gå videre.
Pauser som aktiv proces
Da jeg skulle vandre på Caminoen i oktober, vidste jeg, at det ville blive en fysisk udfordring og min krop sitrede af spænding i dagene op til turen. Når jeg ved, at noget bliver hårdt og krævende, får jeg nemt følelsen af, at nu skal jeg give den en ordentlig skalle. Som om, at intensitet og fast tempo vil føre mig hurtigst og bedst til målet – fra punkt A til punkt B, uden afbrydelser.
Problemet med den tilgang er, at jeg risikerer at ramme en mur, inden jeg når slutmålet. Logisk set ved jeg godt, at det netop er sådan et tankemønster, der på den lange bane skaber udbrændthed. Alligevel stikker mønsteret dybt i mig: “Jeg tager et hvil, når jeg har nået dette mål.”
Caminoen blev for mig et konkret bevis på, hvor dette handlingsmønster fører hen. Den første dag gik jeg af sted med nysgerrighed, begejstring og sugede alle nye indtryk til mig. Efter nogle timers vandring trængte sulten sig på. Jeg kunne have stoppet op på stedet – tasken var pakket med snacks og frokostmuligheder – men tidspunktet passede ikke helt ind i min mentale plan. “Bare lige lidt længere”, tænkte jeg.
Lidt længere blev hurtigt til en del længere, da de næste par kilometer foregik langs en spansk hovedvej, så da jeg endelig satte mig ned, var sulten massiv og jeg kom til at spise lidt for meget og lidt for hurtigt. Frokosten efterlod kroppen dvask og jeg stod tilbage med en fortrydelse af, at jeg ikke havde spist tidligere.
Små ritualer på stien
Denne oplevelse gav mig en bevidsthed om, at jeg måtte ændre taktik på anden dagen. Jeg lagde en klar plan. Mere væske. Små bidder cirka hver anden time. Skifte strømper midt på dagen. Tage rygsækken af for at sætte sig og nyde udsigten. Med ganske få justeringer kunne jeg bevare et jævnt energiniveau gennem hele dagen og dermed undgå at gå sukkerkold. Jeg undgik dehydreringshovedpinen, som havde ramt mig den første aften og dagens vandretur blev en helt anderledes behagelig oplevelse. Og faktisk lykkedes jeg med at komme igennem de 10 vandredage med kun en enkelt vabel. Det takker jeg både mine gamle vandrestøvler og mine nye gå-vaner for.
De små ritualer skabte en rytme og struktur i min hverdag på Caminoen, som gjorde det muligt at nyde turen frem for kun at fokusere på målet. Når jeg ser tilbage, er det i virkeligheden langt vigtigere, at det var en god tur, end om jeg var kommet en time tidligere frem til herberget hver dag – for oplevelsen handlede mere om nærværet og de små øjeblikke undervejs.
Pauser som en nøgle til videre vandring
Jeg vil understrege, at pauserne ikke var en hindring, der gjorde mig langsommere. De blev mine mentale ankre, som gav mig mulighed for at mærke landskabet, kroppen og samle energi. Hver pause blev dermed en investering i resten af vandringen og en aktiv del af turen.
Det var i pauserne, at jeg kunne falde i staver over, hvordan vinden legede med oliventræernes blade og solens stråler ændrer landskabets farver. Disse naturøjeblikke hjalp mine tanker med at falde til ro. Pauserne blev også en slags checkpoint for mig selv: små øjeblikke til at tjekke ind med kroppen, mærke træthed og glæde, justere rygsækken og planlægge de næste kilometer. Det gav en ro og gjorde resten af dagen både lettere og mere nydelsesfuld.
Jeg tror på, at vi kan overføre denne tankegang om pauser på vandreturen til mange områder i vores liv. Nogle gange er det bedste vi kan gøre for vores produktivitet at træde et skridt væk, trække vejret og lade tankerne flyde. Oh So Quiet-turene er netop tiltænkt til at være et pusterum fra hverdagen. En tid hvor man kan gøre status med sig selv og sikre at retningen fortsat peger mod målet.
Når stilhed giver styrke
At stoppe op er ikke det modsatte af at komme fremad. Tværtimod kan pausen være selve nøglen til at bevæge sig længere, roligere og mere bevidst. Det er i de stille øjeblikke, at kroppen genoplades, tankerne får plads til at falde til ro og landskabet sætter sig i sindet. Når vi ser pauserne som en integreret del af vandringen, bliver hvert skridt mere nærværende og meningsfuldt, og rejsen i sig selv bliver en oplevelse, der varer meget længere end at nå destinationen.
Tag en pause med Oh So Quiet
