Der findes en særlig stilhed mellem jul og nytår. En tid, hvor dagene mister deres skarpe kanter og hvor ugen ikke længere dikterer, hvad vi skal. I Tyskland kalder man perioden Zwischen den Jahren – mellem årene. Ikke som en teknisk betegnelse, men som en anerkendelse af, at vi befinder os et sted, der hverken er afslutning eller begyndelse.
Når tempoet sænkes med vilje
Zwischen den Jahren beskriver en oplevelse, mange kender: følelsen af at være færdig med noget, uden endnu at være klar til det næste. Et mentalt mellemrum, hvor forventningerne slipper taget, og hvor det ikke er nødvendigt at tage stilling, optimere eller beslutte.
Et ældre begreb for den samme periode er Rauhnächte – de tolv nætter mellem jul og helligtrekonger. Historisk blev de betragtet som en overgangstid, hvor man gjorde klogt i at trække sig lidt tilbage. Ikke for at være passiv, men for at være opmærksom.
Rauhnächte var ikke en tid for store projekter eller nye begyndelser. Tværtimod. Det var en tid til at lytte, hvile og lade året lande. Mange steder undlod man bestemte former for arbejde og accepterede, at ikke alt skulle forklares, forstås eller kontrolleres.
Set med nutidige øjne kan Rauhnächte læses som en påmindelse om, at tempo også kan sænkes med vilje. At der findes perioder, hvor det mest meningsfulde ikke er at handle, men at give plads. Ikke for at flygte fra hverdagen, men for at møde den igen med større klarhed.
Hvorfor vi har brug for mellemrummene
I en moderne hverdag er vi vant til at betragte pauser som noget, der skal retfærdiggøres. Noget, vi gør os fortjent til – eller noget, der hurtigt skal udfyldes med indhold, så det ikke føles spildt. Men dagene mellem jul og nytår minder os om noget andet: at pauser også kan have værdi i sig selv.
Dagene er ikke tomme. De er åbne.
Det kan føles uvant. Måske endda uroligt. For når der ikke er planer, mål eller deadlines, begynder noget andet at træde frem: tanker, stemninger og behov, der har stået i kø under årets travlhed.
Jeg oplever ofte, at det netop er her, både træthed og klarhed kan eksistere side om side. Når kravene falder væk, opstår der rum til eftertanke – og til at tjekke ind med både krop og sind. Ikke for at forbedre eller reparere noget, men for at mærke, hvor man faktisk er.
Når tiden ikke skal bruges, men mærkes
Zwischen den Jahren og Rauhnächte peger begge på det samme: at overgangene i livet fortjener opmærksomhed. At vi ikke altid behøver at skynde os videre. At forandring ikke nødvendigvis starter med handling.
Nogle gange starter den med stilhed.
Måske er det netop det, denne tid inviterer os til. At blive i mellemrummet lidt længere, end vi plejer. At lade året slutte, uden allerede at have besluttet, hvordan det næste skal se ud. Ikke som en strategi – men som en stille øvelse i at give plads.
Plads til det, der endnu ikke har fået navn.
Skab et mellemrum i det nye år
