- Om at give slip på præstation og finde ind i langsomheden
Mange gæster kommer til Oh So Quiet for “bare lige” at komme væk fra en travl hverdag. Men på stien opdager de hurtigt noget andet: en naturlig ro i kroppen og et dybere nærvær. Vandringen bliver et stille åndehul, hvor også det præstationsvante menneske kan trække vejret dybt, sænke tempoet og være til stede i nuet.
Når vandringen bliver et samtalerum
Inden årsskiftet besøgte jeg Sydfyn for at vandre i vinterkulden og researche på en mulig fremtidig rute til Oh So Quiet. I samme anledning fandt jeg tid til at gå en tur sammen med Kristine Karlshøj, som er stifter af Karlshøj & Co og arbejder med ledelse, refleksion og udvikling gennem naturen. Kristine har også podcasten NÆSTE SKRIDT, hvor hun havde inviteret mig til at medvirke i en episode.
På vores smukke tur rundt om Langesø faldt emnet hurtigt på, hvordan gåturen kan fungere som en genvej til at komme ned i roen. Den rytmiske bevægelse, det jævne tempo og fraværet af afbrydelser gør noget ved os. Tankemylderet dæmpes. Skuldrene sænkes. Samtalen får en anden karakter, fordi der ikke er noget, der kalder på opmærksomheden hele tiden.
Når tempoet er givet, får nærværet plads
Nogle gange resulterer det i, at det er de mest usandsynlige typer, som bliver de gladeste vandrere. Jeg ser en tendens blandt Oh So Quiets kunder, at det ofte er en kvinde, som laver bestillingen, men når man skal af sted på turen, findes der et hav af konstellationer. Partnere, forældre, børn, vennepar, kollegaer. You name it. Derfor sker det også nogle gange, at Oh So Quiet har gæster, som måske ikke selv havde valgt denne ferieform. Her synes jeg, det kan være særligt spændende at høre, hvordan de har oplevet turen.
Thomas er én af dem. Han lever en travl hverdag som selvstændig og er normalt den lidt rastløse type, når han er på ferie med sin kone. Han kan have svært ved at finde roen og vil gerne videre til det næste. Alligevel er Thomas blevet stor fan af Oh So Quiet-turene. Ikke fordi han pludselig er blevet mindre præstationsorienteret, men fordi der er en plan. Dagens ramme er givet. Det giver ham ro til at være i oplevelsen i stedet for at styre den.
Når vi går sammen, opstår der også et særligt nærvær i samtalen. Et naturligt samtalerum, hvor ordene får mere plads, fordi hænderne er optaget, og blikket er vendt ud mod landskabet. Et rum uden skærme, fjernsyn og parallelle aktiviteter. Her flyder samtalen mere frit, og der bliver ofte plads til de emner, som ellers let drukner i hverdagens tempo.
Et rum, hvor ro kan opstå
Vi lever i et gennemdigitaliseret samfund og har altid vores skærme tæt på os. Det betyder ikke kun, at vi kommer mindre i naturen, men også at vi sjældnere giver pauser lov til bare at være pauser. Vi udfylder dem. Med nyheder. Beskeder. Underholdning. Vi kigger sjældnere ud ad vinduet og lader tankerne vandre uden et formål. Og måske er det netop derfor, mange oplever, at hvile ikke længere føles restituerende, fordi den aldrig får lov til at være tom.
En af de ting, der hjælper mig ind i et andet tempo, er mine omgivelser. Derfor er det også meget bevidst, at man overnatter i sommerhuse på mange af Oh So Quiets ruter. Sommerhuset inviterer netop til det langsomme: at sidde og kigge. Lægge et puslespil. Lade tiden flyde. Her er der plads til afslappethed og dovenskab. Kombineret med frisk luft og bevægelse opstår der en træthed, der ikke dræner, men beroliger.
Men selv i de bedste rammer kan noget skurre. Vejret skifter. Planer skrider. Og netop dér bliver det tydeligt, at ro ikke kun handler om omgivelserne, men også om hvordan vi møder det, der kommer.
At få det bedste ud af det, der kommer
Det ville være synd, hvis en tur blev reduceret til en dårlig oplevelse, blot fordi det regner eller fordi noget ikke går helt som planlagt. Derfor opfordrer jeg altid vores gæster til at gøre sig nogle tanker om, hvordan de vil møde det uforudsete allerede inden afgang.
For der er meget at vinde i selv minimal mental forberedelse. Alene det at acceptere hjemmefra, at regn, blæst eller at gå forkert er en naturlig del af vandreturen, kan gøre en kæmpe forskel for oplevelsen af turen. Et af mine gode råd er at tage en pose “regnvejrslakridser” med på turen. Det vil sige en pose særligt gode lakridser i tasken, som kun må åbnes, hvis regnen falder. Et lille ritual, der kan vende modstand til noget, man næsten ser frem til.
Vandringen minder os på den måde om noget helt grundlæggende: At ro ofte opstår, når vi holder op med at insistere på, at tingene skal være anderledes, end de er.
Vandringen lover os ikke svar. Den lover heller ikke forandring. Men den giver os et rum, hvor tempoet er givet og hvor vi for en stund kan læne os ind i bevægelsen uden at skulle præstere.
Og måske er det netop dér, noget vigtigt sker.
Ikke fordi vi gør mere.
Men fordi vi endelig holder op med at gøre så meget.
Find roen
