Skip to main content

Kan et storslået landskab forplante sig i en samtale mellem venner og gøre den både rigere og dybere? Ja, er jeg tilbøjelig til at sige (igen) efter min vandretur ved Rubjerg Knude med en god ven. Ligesom stierne snor sig igennem det bakkede panorama-landskab, snor vores samtale sig undervejs også ind og ud af vigtige emner og finder nye krinkelkroge.

Kalenderen siger 4. august og dagen er lummerhed. Kort før vores ankomst til parkeringspladsen for enden af Fyrvejen (ved Rubjergvej), har himlen åbnet sine sluser, så vi må zigzagge mellem vandpytter så store som møllehjul på den første strækning langs med Fyrvejen op mod Rubjerg Knude.

Stemningen er let. Min ven Anders er i gang med sin fjerde ferieuge og emmer af ro og overskud. Vi griner, da vi tager en kort omvej ud i vildnisset for at undgå et vandhul på stien.

Rubjerg Knude

Den enorme vandreklit står som en høj, slank ørkenklit ude i de grønne klitter. Den rejser sig i ensom majestæt, som vi nærmer os, og selvom vi begge har været her før, bliver vi alligevel bjergtaget af det sælsomme syn. Den mørke himmel står i dramatisk kontrast til den hvide sandørken.

Rubjerg Knude er den højeste og mest iøjnefaldende del af den 13 km lange kystskrænt, som kaldes Lønstrup Klint; den går fra Lønstrup til Løkken. Blæsten får sandet til at fyge og klitten til at vokse, mens havets rasen æder sig ind i klinten.

Ved Rubjerg Knude er kysten i gennemsnit rykket 1 meter mod øst hvert år i løbet af de sidste 100 år, og siden fyret blev opført i 1900, har sandet lagt sig 40 meter foran fyret.

Vi går ikke direkte op til fyret, men følger Nordsøstiens skilte mod klitplantagen i syd. De er markeret med et hvidt ’N’ på blå baggrund. Da vi når klitplantagen følger vi vores egen rute rundt i plantagen.

Skoven skærmer samtalen

Vi er ikke nået ret langt ind, før vi bemærker, at den er anderledes grøn og frodig end mange af de andre klitplantager langs Vesterhavet. Jordbunden i en klitplantage består normalvis af et tykt lag nåle samtidig med at kun lidt lys trænger ned.

I Rubjerg Knude Klitplantage har vinden ført fint kalkholdigt sand fra klinten ind over land, hvor plantagens trækroner har opfanget støvet, der har lagt sig på blade og skovbund. Støvet har med tiden dannet en kalkholdig jordbund, der har gjort, at man langs stien kan finde masser af planter som hjertegræs og frøstjerne samt fredede orkidéer som hullæbe og fliglæbe.

I skoven bliver vores samtale mere fortrolig. De snoede stier i den tætte underskov udgør et trygt rum. Jeg har altid holdt meget af de snakke, jeg har haft med venner og familie under gåture. De stikker dybere, er mere ærlige, end samtaler i andre rammer, synes jeg. Det hænger nok blandt andet sammen med, at man ikke kigger på hinanden, mens man snakker, på den måde bliver man ikke så let distraheret af den andens ansigtsudtryk og blikretninger. Man lytter mere opmærksomt. Der er sjældent forstyrrelser, når man går i naturen. Bare vindens susen, bladenes raslen og dejlig ro.

Grønne Rende

Undervejs gennem plantagen bliver nåletræerne lavere og efterhånden erstattet af et grønt bælte af hvidtjørn, havtorn, klitrose og hyld. Vi bevæger os i det område, der hedder Grønne Rende. Det er skabt af en masse små vandløb, som løber ud i havet ved klintens fod og har medført erosion i klinten. Der findes ikke noget lig dette andet steds i Danmark og det er et mageløst syn!

Lige da vi står ved slugten, hvor en stejl sti fører ned til stranden, flyver en paraglider roligt forbi os. Afstanden mellem ham og stranden er vel omkring 30-40 meter, selvom han er direkte ud for os. Det giver os et svimmelt billede af, hvor stejl skrænten er.

Vi går ikke helt ned på stranden denne gang, selvom det efter sigende skulle give et fantastisk udsyn til de skråtstillede ler- og sandlag i klinten med vandreklitten ovenpå. Den oplevelse har vi til gode til en anden gang.

I stedet går vi via en smal sti på kanten af klinten tilbage mod fyret. Det er fantastisk smukt sted at gå med Rubjerg Knude på venstre side og panoramaudsigt ud over den grønne klitplantage på højre side.

Rubjerg Knude Fyr

Det gamle fyr er et tilløbsstykke, også denne sommerdag til trods for det lunefulde vejr. Godt 250.000 gæster besøger hvert år Rubjerg Knude.

Det forstår jeg godt, for der er noget dragende og modsætningsfyldt ved en høj, tung bygning på en vandrende sandmile. I 2019 var fyret da også tæt på at falde i havet. Under stor mediebevågenhed blev det flyttet 70 meter ind i landet på skinner. Det skete under kyndig ledelse af den lokale murermester Kjeld Pedersen. Når man står foran fyret, er det slet ikke til at fatte, at det kunne lade sig gøre at flytte det store fyr på 700 tons.

Den virkelige tiltrækning ved spadsereturen

Vi taler om fyret. Og prøver at afkode, hvad folk har skrevet i sandet med murbrokker fra den gamle fyrmesterbolig. Et øjeblik efter drejer samtalen sig over på Anders afdøde morfar. Vi taler om livet. Og om hvordan man kan lave en kode til sin PC, så man kan huske den. Om bøger, vi har læst for nyligt – mest de læseværdige, men også en enkelt ordinær. Om andre gåture, vi har været på. Om hundeopdragelse (og mangel på samme). Det er som om, skridtene former ordene og tager farve af omgivelserne, efterhånden som vi går.

Måske er det rigtigt, hvad Mark Twain siger i rutebeskrivelserne A Tramp Abroad (1880):

”Nuvel, den virkelige tiltrækning ved spadsereturen består ikke i selve det at gå, endsige i landskabet, men i samtalen. Idet man går, anslås en tungens rytme, blodet løber til og aktiverer hjernen. Landskabets og skovduftenes ubevidste og stilfærdige charme er gode for øje, øre og sind; men den højeste fornøjelse kommer af samtalen. Om samtalen er viis eller vås er i sig uden betydning, selve nydelsen ligger i mundtøjets muntre logren og de vidtåbne ørens dirren”.

Og før vi får set os om, er vi tilbage ved parkeringspladsen. Det har været en skøn tur – både for ben- og snakketøj.

Læs flere blogindlæg om smukke gåture