“Knuser uret
med mine tanker
– jeg lever kun
med livets hastighed”

Sådan lyder de første fire strofer i et Michael Strunge-digt. Og måske er et af det digitale menneskes allerstørste problemer netop, at vi alt for sjældent “knuser uret og lever med livets hastighed”.

I stedet har vi travlt med alt det, vi skal nå. Hverdagen flyver afsted, og når vi har ferie, flyver vi afsted til vores feriemål. Hvis vi har et ledigt øjeblik, skynder vi os at kigge på smartphonen. På den måde har vi altid noget at fylde tiden ud med.

Den anden aften da jeg puttede min 10-årige datter, bad hun mig fortælle en historie om dengang hun var 4 år. 

Den skulle handle om noget sjovt, hun havde oplevet eller sagt. Det burde være easy peasy, for vi har jo haft et hav af sjove oplevelser sammen. I virkeligheden var det dog ikke så nemt.

For at kickstarte min tomme hjerne, prøvede jeg at sjusse mig frem til, hvor vi havde holdt ferie det år. Det hjalp en smule, men alle de gode episoder fra hverdagen, de spontane, pudsige og sjove, lod sig ikke genkalde den aften.

Noget siger mig, at glemsomhed er del af prisen, når livet foregår i et højere tempo end livets.

Det fik jeg bekræftet på en af Oh So Quiets forårsture, hvor en gæst sagde til mig, at det i grunden var pudsigt; nu havde hun og hendes mand rejst verden tyndt og set den ene spektakulære udsigt efter den anden. Og alligevel var der ingen af dem der slog synet af Bulbjerg, når man kom gående fra Torup Strand. Først som en lille sten i horisonten, der langsomt blev større efterhånden som man kom tættere på. Til sidst var man i bogstaveligste forstand bjergtaget af den enorme klintknude, ikke mindst efter at have gået de mange trin op og nu stod og skuede mod horisonten.

Forskellen mellem de tidligere oplevelser og denne var, at hvor de de andre gange havde kørt til seværdigheden, kom de denne gang vandrende. De bevægede sig med andre ord langsomt, med livets hastighed. Det ændrede oplevelsen totalt.

Oplevelser er måske ikke kun et spørgsmål om, HVAD vi oplever, men også HVORDAN vi oplever det. 

Og måske også hvordan vi bevarer dem i vores hukommelse bagefter, så de forvandler sig til gode minder, vi kan huske lang tid efter.

At bevæge sig med livets hastighed er en nøgle til at kunne huske en begivenhed lang tid efter, at den er sket. For det tager tid at processere og bearbejde de indtryk, vi får, så de lagrer sig.

Kunsten at skabe minder handler om at være opmærksom på de små ting: at mærke jorden under vores fødder og gå frem i et tempo skabt af kroppen. At give os tid til at iagttage og være åben for verden omkring os. At sanse. At holde små pauser – også fra mobiltelefonen.

Velkommen

Jeg hedder Pia og er iværksætteren bag Oh So Quiet ApS.

Her på bloggen deler jeg min passion for gåture: du kan finde tips til smukke gåture, læse om gåturens magi og følge lidt med i mit liv som iværksætter.

Læs mere om mig og historien bag Oh So Quiet ApS

Kontakt

Mobil: +45 22 25 57 81
E-mail: pia@ohsoquiet.dk

Seneste blogindlæg

Sociale medier

     

Kategorier